Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale faldt ikke i helt god jord i Thyregod, hvor DF-formand Kristian Thulesen Dahl fulgte grundigt med på TV-skærmen.

Det såkaldte paradigmeskifte blev ikke nævnt med et ord. Og den kommende sundhedsreform blev først nævnt til sidst, og var ikke selve omdrejningspunktet i statsministerens nytårstale.

Og det skuffer DF-formanden, der ellers har som erklæret mål at komme i regering med selvsamme Løkke som statsminister efter næste valg, hvis der er blåt flertal. Og derfor er Thulesen Dahls reaktion på talen uden sammenligning den mest interessante.

»Det undrer mig, at han slet ikke nævner paradigmeskiftet. Det ville være helt naturligt at gøre efter den finanslovsaftale, vi har lavet. De stramninger bliver lige så vigtige som den første store strammerpakke, vi lavede i 2002. Der kom flere flygtninge til Danmark fra 2011-15 og færre efter 2015. Så de stramninger, vi laver, virker,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Men alligevel stiger antallet af flygtninge og familiesammenførte, der får permanent opholdstilladelse i Danmark i år?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg i København, torsdag den 4. oktober 2018.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg i København, torsdag den 4. oktober 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Ja, men vi kæmpede jo også for paradigmeskiftet i 2016, og hvis det var blevet indført noget før, havde det nok hjulpet. Det havde været naturligt, at statsministeren havde brugt noget krudt på det i talen. Talen er ufuldstændig. Han når ikke frem til de oplagte svar på  de spørgsmål, han selv stiller. Og der skulle have været mere fokus på de ting, DF og regeringen har lavet sammen.«

Lars Løkke nævner selv at siden han gik i gymnasiet, er antallet af ikke-vestlige indvandrere steget fra 50.000 til en halv million, og så spørger han 'Er det et problem'. Hvad synes du om det?

»Svaret er jo entydigt: 'Ja, det er et problem'. Og når Løkke ikke kommer med det ja, må det være fordi han vil understrege, at nogle indvandrere gør det godt nok. Men det ved vi jo godt.«

Thulesen Dahl mener, at Brexit og valget af Trump skyldes, at politikerne i vesten ikke har lyttet til befolkningerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder nytårstale i Statsministeriet i København, tirsdag den 1. januar 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder nytårstale i Statsministeriet i København, tirsdag den 1. januar 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er rigtigt, når Løkke analyserer sig frem til, at der er en masse frustrationer i befolkningerne, og nævner Brexit, de gule veste i Frankrig og Trump i USA. Men han mangler at sige: Hvad er fællesnævneren for de frustrationer, som kommer til udtryk? Det er, at landenes befolkninger føler, at de ikke selv er herrer i eget hus.«

»De føler en afmagt overfor deres fremtid og føler sig fremmedgjorte i deres eget land på grund af indvandringsproblemerne. Det er derfor amerikanerne vælger en præsident, der siger 'America first'. Men Løkkes svar er, at FN eller EU skal bestemme endnu mere. Jeg mener, nationalstaterne skal bestemme mere selv.«

Kristian Thulesen Dahl er også utilfreds med, at pensionisternes økonomi ikke bliver nævnt, og at sundhedsreformen ikke har større tyngde i talen.

»Jeg havde troet, at sundhedsreformen ville være et større omdrejningspunkt i talen. Det virkede som om, det bare skulle med til sidst. Og jeg mener, det er afgørende at danskerne får et sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne. Vi vil have regionerne nedlagt, de er ikke nødvendige, når vi får 21 sundhedsfællsskaber. Og jeg glæder mig til at forhandle det på plads med regeringen,« siger Kristian Thulesen Dahl.