Transportminister Benny Engelbrecht står i en politisk krise og har i denne uge indkaldt til krisemøder med ordførere fra de tre støttepartier.

Gang på gang spurgte transportordførerne nemlig efter beregninger om aftrykket på klimaet under sidste års forhandlinger om infrastrukturen i Danmark.

Men tallene blev aldrig udleveret, selv om de rent faktisk lå på Benny Engelbrechts bord i Transportministeriet.

Nu kræver støttepartierne alle svar på, hvorfor ministeriet tilbageholdt oplysninger om, hvor meget CO2 selve byggeriet af projekterne udleder.

I et tilbageholdt notat dateret 16. februar fra Vejdirektoratet skønnes det, at byggeriet af en cirka 180 kilometer lang midtjysk motorvej på strækningen Give-Viborg-Hobro er det absolut mest klimabelastende med 326.500 ton CO2.

Det næstmest klimabelastende byggeri er et prestigeprojekt, som ligger statsministerens hjerte nært: den omdiskuterede Egholmslinje vest for Aalborg i Mette Frederiksens egen valgkreds.

I notatet vurderes det, at anlægsfasen af Egholmslinjen vil udlede 298.800 ton CO2 i alt.

Vejdirektoratet oplyser til B.T., at beregningerne er de nyeste, man har.

Benny Engelbrechts argument er, at tallene er hæftet med stor usikkerhed, og derfor blev de ifølge ministeren ikke lagt frem.

Den præmis køber Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, dog ikke.

»Det er da en ren bortforklaring. Vi er vant til at få usikre tal fra ministeriet. Det er jo nærmest standard. Vi skulle have set dem, da vi bad om dem,« siger han til B.T.

Han bakkes op af Mogens Fosgerau, professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet.

»Det kan ministeren ganske enkelt ikke bruge som argument. Den slags beregninger er ofte præget af usikkerhed, og det er et vilkår, der altid har været i den her sammenhæng,« siger han til B.T.

Radikale Venstres klima- og transportordfører, Rasmus Helveg Petersen, siger, at han ser frem til at få en forklaring fra ministeren i denne uge, men tilslutter sig Henning Hyllesteds anke:

»Det er klart, at vi gerne ville have haft de beregninger under forhandlingerne.«

Benny Engelbrecht har indkaldt Enhedslisten, SF og Radikale Venstre til krisemøder i begyndelsen af denne uge.