Der foregår en skjult kamp i Venstres bagland og folketingsgruppen om hvem, der skal være næstformand, når Kristian Jensen bliver formand for Venstre.

Nogle foretrækker innovationsminister Sophie Løhde, andre udlændingeminister Inger Støjberg. Og det har ifølge Jarl Cordua, politisk kommentator på Radio24Syv, været diskuteret i kulissen i ca. halvandet år.

»Det har i hvert fald i halvandet år været klart, at Søren Gade ikke stiller op mod Kristian Jensen, og det har også længe været klart, at Kristian Jensen bliver formand,« siger Jarl Cordua.

Han mener, der er tre muligheder som næstformand: Udlændingeminister Inger Støjberg, innovationsminister Sophie Løhde og politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

»Støjberg tilhører partiets absolutte højrefløj, mens Jacob Ellemann nok er venstrefløjen i udlændingespørgsmålet. Sammenlignet med de to fremstår Sophie Løhde mere som et kompromis. Spørgsmålet er, om den gamle Løkke-fløj kan samles om Sophie Løhde, dele magten med Kristian Jensen, og lave en bred alliance, hvor man undgår Støjberg.«

»Man skal helst både have Løkke-fløj og Jensen-fløj og både Jylland og Sjælland, i teamet af formand og næstformand, og det lever Sophie Løhde op til. Men det er også vigtigt, hvor gruppen af midaldrende mænd lægger deres lod: Om de er til Støjberg eller Løhde,« siger Jarl Cordua.

Johannes Andersen, lektor i politologi ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, mener, det er for tidligt at afskrive Inger Støjberg.

»Når Søren Gade forlader Folketinget nu, tyder det på, at han har læst skriften på væggen. Han bliver ikke formand, og Kristian Jensen er blevet en markant stærkere politiker, især efter at han er blevet finansminister,« siger han..

»Det ligger i kortene, at Kristian Jensen skal være formand. Men det vil der nok være en stor intern opposition til ham, som ønsker en strammere udlændingepolitik end han kan levere. Kristian Jensen er social-liberalist, og repræsenterer en form for klassisk Venstre. Om den form for klassisk Venstre, der ikke er bonde-forankret, vil fungere i den nutid, vi står i, er et stort spørgsmål.«

»Sophie Løhde ligner Kristian Jensen, men Inger Støjberg har fat i de nye elementer i Venstre, som har vist sig at være nødvendige. Inger Støjberg tegner den skarpeste Venstre-profil i dag, mens Sophie Løhde har været usynlig. Sophie Løhde skal jo modernisere velfærdssamfundet, og det er mærkeligt, hun ikke er mere central, end hun er. Med Kristian Jensen og Sophie Løhde i spidsen vil Venstre stå svagt overfor Socialdemokratiet på udlændingeområdet,« mener Johannes Andersen.

Venstres formand og næstformand vælges af de delegerede på Venstres landsmøde og skal have mere end 50 procent af stemmerne, så hvis der er flere kandidater, kan man komme ud i flere runder.

Jyske Venstre har mere at skulle have sagt end sjællandske Venstre. Hver lokalforening har én stemme. I Ringkøbing-Skjern Kommune er der 20 vælgerforeninger, i Ballerup er der én. Allerede der står det 20-1 til Jylland. Desuden er der en fordelingsnøgle for antal medlemmer, som også tilgodeser de største lokalforeninger, og som giver Ringkøbing-Skjern endnu mere tyngde i afstemningen end for eksempel Ballerup.

Med andre ord: De store Venstre-bastioner i Jylland bestemmer. De toneangivende folk i Venstre vil dog arbejde for, at personspørgsmål afklares inden landsmødet, så man ikke skal ud i kampvalg om hverken formand eller næstformand.