Enhedslistens politiske ordfører er fåmælt om de igangværende regeringsforhandlinger, men er ved godt mod.

Forhandlingerne er spidset til, lyder det fra politisk ordfører Pernille Skipper, da Enhedslisten som det sidste parti forlader regeringsforhandlingerne lørdag formiddag.

- Nervekrigen er gået i gang. Det har den måske været et stykke tid, men vi står der, hvor vi hele tiden har stået. Vi skal kunne stå inde for retningen, siger Pernille Skipper, som dog ikke ønsker at sige meget om, hvad der foregår bag de lukkede døre i forhandlingslokalet.

- Vi forhandler på alle leder og kanter stadigvæk, og der er ikke meget nyt at sige til jer for at være fuldstændig ærlig. Vi er ved godt mod, men der er en masse, vi stadig skal diskutere, siger Pernille Skipper.

- Det jeg kan sige til folk derude, som gerne vil følge med, er, at når vi holder det inde ved bordet, så er det for, at forhandlingerne hurtigere kan nå i mål, siger hun.

Efter at regeringsforhandlingerne har været sat i bero et par dage på grund af Folkemødet på Bornholm, er de genoptaget lørdag formiddag.

SF og Enhedslisten har også været en tur forbi Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som sammen med politisk ordfører Nicolai Wammen (S) leder forhandlingerne med partierne i rød blok om en ny regering.

Ingen af partierne er særligt meddelsomme, når de kommer ud af forhandlingslokalet, men de er enige om, at forhandlingerne skrider frem. De er nu gået ind i en ny fase, hvor det handler om at være mere konkret, lyder det.

/ritzau/