Enhedslistens politiske ordfører peger på tonen i indvandrerdebatten som et område, der kan udløse reaktioner.

Det er voldsomme scener, der har udspillet sig i Washington, hvor demonstranter onsdag trængte ind i Kongressen i protest mod valgresultatet i USA sidste år.

Begivenhederne giver samtidig anledning til overvejelser om, hvordan danske politikere bør agere, mener Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Hun ser som mange andre retorikken fra USA's endnu siddende præsident, Donald Trump, som den udløsende faktor for, at Trump-tilhængere stormede Kongressen med flere døde til følge.

- Selvfølgelig betyder det noget, når politiske ledere opildner til had, har hadsk retorik og skaber splittelse, siger Pernille Skipper.

- Så vil det i sidste ende føre til, at nogle mennesker tager det for pålydende og begynder at handle på det.

- Det er i virkeligheden noget, vi alle sammen herhjemme burde lære lidt af - også rigtig mange danske politikere, siger hun.

Spørgsmål: Hvilke eksempler vil du komme med?

- Vi har ofte en diskussion herhjemme om, hvorvidt eksempelvis den måde, man taler om indvandrere og muslimer på i den politiske debat, har noget at gøre med den fysiske eller verbale racisme, som mennesker så møder i dagligdagen. Og selvfølgelig har den det, siger hun.

I den seneste tid har mange mennesker demonstreret foran Christiansborg for blandt andet at protestere mod epidemiloven.

Med grydeskeer og grydelåg fik de skabt en højlydt lydkulisse, der kunne høres helt ind i Folketingssalen.

Spørgsmål: Er du bekymret for, hvad der kan komme til at ske også i Danmark på længere sigt?

- Nej, jeg tror ikke, at vi er på vej til at få et bestormet folketing, absolut ikke, siger Pernille Skipper.

- Jeg siger bare, og det synes jeg er vigtigt, at når man taler på en bestemt måde som politisk leder, når man opildner folk, når man spreder løgne eller hadsk retorik, så har det betydning for mennesker.

- Og det kan også føre til, at mennesker handler anderledes, end de ellers ville have gjort, siger hun.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener, at debatten i Danmark generelt foregår med saglighed, og at der er langt til det, der er foregået i USA.

- Danske politikere kan godt have en hård debat en gang imellem, og vi skal selvfølgelig også hele tiden huske at optræde med værdighed og tænke over, hvad vi siger.

- Men det er jo så langt fra noget, der kunne ske i Danmark og den måde, vi agerer på. Så jeg synes ikke, vi skal overføre det til danske forhold.

- Der er jo reelt set ikke nogen politiker i Danmark, der kunne drømme om at kalde et valg for svindel og opfordre til offentlig opstand på denne måde, siger Søren Pape Poulsen med henvisning til Donald Trump.

/ritzau/