Finansministeriet regner ikke med skattestoppet efter 2020, viser et ministersvar. De Radikale undrer sig.

Finansministeriet regner i sine fremskrivninger af dansk økonomi ikke med, at regeringens omdiskuterede skattestop findes efter 2020.

Sådan lyder det i et ministersvar fra Claus Hjort Frederiksen (V) til De Radikale.

- Det er en klar erkendelse af, at skattestoppet har fået en udløbsdato, nemlig 2020, fordi det er så rævedyrt på sigt, at det vil slå bunden ud af regeringens økonomiske politik, siger De Radikales politiske ordfører, Morten Østergaard (R).

Hvis skattestoppet i sin nuværende form bliver bevaret efter 2020, vil det ifølge Finansministeriet svække bruttonationalproduktet (BNP) med cirka 0,75 procent.

Det er ifølge De Radikales vurdering en årlig ekstraregning på cirka 13,5 milliarder kroner for at bevare en holdbar økonomi.

- For at finansiere skattestoppet yderligere en periode skal man lave, hvad der svarer til den efterlønsreform, vi lige har indgået aftale om. Det er fordi, skattestoppet bliver gradvist dyrere år efter år, siger Morten Østergaard.

Selvom Finansministeriet i sit svar til De Radikale skriver, at der endnu ikke er taget stilling til de skattepolitiske prioriteringer efter 2020, så lægger finansminister Claus Hjort Frederiksen op til, at skattestoppet skal bestå.

- Der er rigtigt mange fordele ved skattestoppet. Det giver tryghed og dæmper det offentlige forbrug. Vi har fundet pengene indtil nu, og det vil vi gøre fremover, siger finansministeren til DR.

Ifølge en nyligt udgivet vismandsrapport gør skattestoppet den danske økonomi solid over de næste år.

Men på langt sigt bliver dansk økonomi "overholdbar", og det betyder, at gælden i 2055 når op på over 45 procent af bruttonationalprodukt (BNP).

Det giver samtidig et strukturelt underskud på to procent i årene 2030-2050.

Skattestoppet har siden 2001 været et finanspolitisk omdrejningspunkt for den nuværende regering.

/ritzau/