Først i 2026 eller 2027 forventer skatteministeren, at ejendomsvurderingssystemet vil være i normal drift.

Da de foreløbige ejendomsvurderinger i september blev gjort tilgængelige for landets boligejere, ramte en bølge af kritiske historier om skæve vurderinger medierne.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) erkender søndag i et interview med Berlingske, at fejlene var for mange.

- Der har været for mange fejl. Det har skabt usikkerhed, og jeg kan sagtens forstå, at der er folk derude, der tænker, "hvad sker der?", siger han til mediet.

Ministeren fortæller, at han var klar over, at der lå en kæmpe opgave i at implementere et nyt boligskattesystem og et nyt vurderingssystem, da han overtog skatteministerposten i februar 2022.

Alligevel kommer omfanget af fejl og uforudsete problemer bag på ham.

I efteråret måtte Vurderingsstyrelsen således ændre i cirka 100.000 af de foreløbige ejendomsvurderinger, oplyste styrelsen i november.

Jeppe Bruus forventer, at kalenderåret hedder enten 2026 eller 2027, før systemet for ejendomsvurderinger vil være i normal drift, siger han til Berlingske.

/ritzau/