Regeringen og flere af Folketingets partier præsenterede fredag formiddag en aftale, som sikrer 320.000 danske husstande en skattefri check.

Det skyldes de stigende priser på el og gas, som har lagt store beløb til danskernes varmeregning.

Aftalen omfatter husstande, som har en husstandsindkomst efter arbejdsmarkedsbidrag på 550.000 kroner.

Derudover skal husstanden være ramt af de voldsomt stigende varmepriser. Der vil især være tale om husstande, der er opvarmet med gasfyr.

Regeringen, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne præsenterer fredagens aftale.
Regeringen, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne præsenterer fredagens aftale. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Der vil dog også blive udbetalt penge til husstande, som har elradiatorer eller varmepumper, der altså er ramt af tilsvarende prisstigninger.

De omfattede husstande får alle – uden undtagelse – en check på 3.750 skattefri kroner. Den bliver udbetalt automatisk, uden at der behøves at skrives en ansøgning, oplyser Klimaministeriet.

I alt er der afsat en milliard kroner, som går direkte til de omfattede danske husstande.

Derudover er der afsat yderligere 250 millioner kroner til en generel omstilling fra gas til bæredygtig varme.

»Vi vil bruge 250 millioner kroner på at udfase gas som opvarmningskilde i Danmark, så de i stedet får grøn fjernvarme som det primære,« siger klimaminister Dan Jørgensen og fortsætter:

»Vi vil arbejde for et stop for nyinstallation af gas i Danmark. På sigt skal vi helt af med gas som opvarmningsform. Det skal simpelthen ikke være muligt at installere,« siger han.

Regeringen kan ikke forbyde danskerne at installere gasfyr, da den lovgivning er reguleret af EU.

Dan Jørgensen siger dog, at han oven på denne aftale vil tage til Bruxelles og forsøge at forhandle med EU-Kommisionen om at finde en mulig løsning, så danskerne ikke kan installere flere gasfyr.

Blå blok forlod torsdag aften forhandlingerne om den nye aftale. Eneste blå parti tilbage var herefter Kristendemokraterne, hvis eneste medlem i Folketinget er Jens Rohde.

Generelt havde de blå partier gerne set, at der var afsat flere penge til at kompensere danskerne for de høje priser, men ønskede også, at flere skulle modtage checken. Desuden ønskede blå blok generelle afgiftsnedsættelser.

»Vi har forladt forhandlingerne, da det beløb, der er lagt op til, er alt for lavt. Vi ville have en model med en højere indtægtsgrænse, så man også hjælper helt almindelige børnefamilier, sagde Venstres energiordfører, Carsten Kissmeyer, torsdag aften.

Den eneste repræsentant for de blå partier gav sig på pressemødet i Klimaministeriet til at kritiserede sine blå kollegaer. Han mente, at de var uvillige til at indgå i politiske forliger.

»Jeg synes, mine kollegaer i de blå partier skal komme ud af busken. De har sådan en alt eller intet-facon. Det gør det umuligt at lave politiske forlig,« sagde Jens Rohde.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.

Aftalen får ros af organisationerne Dansk Energi og Dansk Fjernvarme, der mener, at en udfasning af gas er den rette vej at gå.