Fem chefer er blevet sendt hjem, Skats skandaleramte IT-system lukkes ned, og så skal der afsættes flere medarbejdere til at inddrive gæld.

Oprydningen i Skat er sat i gang, men den er bestemt ikke færdig, og der følger et langt, sejt træk med at genoprette tilliden til den udskældte styrelse. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har med fremlæggelsen af sin kriseplan fredag taget første skridt, lyder det.

Først og fremmest lukkes det skandaleramte IT-system EFI - Et Fælles Inddrivelsessystem.

»Det har været et smertensbarn gennem rigtig mange år. Det er svært at komme i tanke om et IT-system, der har slået mere fejl,« siger han.

Trods flere advarsler nåede informationerne ikke til Skats øverste ledelse. Der var ifølge Skat-direktør Jesper Rønnow Simonsen ingen, der råbte »stop, stop, stop!«.

»Det er ikke sådan, at jeg ikke har fulgt med i det her IT-projekt. Tværtimod har jeg faktisk haft ugentlige statusmøder. Men jeg må konstatere, at der er noget af et mismatch mellem den tilstand, IT-systemet er i i dag, og den ledelsesinformation, jeg har fået hele vejen igennem. Den har på intet tidspunkt indeholdt en rød lampe,« siger han.

De graverende fejl har ført til, at milliarder af kroner er strømmet ud af statskassen. Samtidig har systemet ulovligt inddrevet forældet gæld, ligesom private forhold er blevet registreret ulovligt.

I august blev endnu en sag føjet til listen, da det kom frem, at udenlandske investorer havde svindlet med refusion af udbytteskat. Det kostede statskassen 6,2 milliarder kroner.

Udover fem hjemsendelser i Skat har skandalesagerne ikke fået hoveder til at rulle højere oppe i systemet. Skatteministeren har fuld tillid til Rønnow som direktør, selv om der »bestemt også er grund til at rette kritik mod ham«.

Hvad angår det politiske ansvar vil en undersøgelse af skiftende skatteministres ageren ikke tjene andet formål end at gøre advokaterne bag undersøgelsesarbejdet rigere, mener Karsten Lauritzen.

Den konklusion er Socialdemokraterne uenige i. Venstre-regeringen har indgået såkaldt borgfred med sine støttepartier samt Socialdemokraterne og de Radikale, der vil samarbejde om at løse Skats problemer.

»Men det er ikke sådan, at vi har frataget Folketinget muligheden for at kontrollere ministre, om de har administreret efter loven,« siger skatteordfører Thomas Jensen (S).

Også Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær (DF), savner svar:

»Med skiftende skatteministre kan det være svært at pege entydigt på, hvem der har ansvaret. Men man kunne jo eksempelvis kigge på, hvorfor det blev sat i drift i 2013, selv om man vidste, at der var op mod 500 alvorlige fejl i systemet.«

På papiret skylder borgere og virksomheder 74 milliarder kroner til staten. Omregnet til det, ministeren kalder »menneskepenge«, skønner man, at gælden er 33,5 milliarder.

»Nogle af dem kan inddrives relativt enkelt, men der er også 14 milliarder, som skal undersøges, om vi kan inddrive. I værste fald er det de 14 milliarder, de danske skatteborgere må vinke farvel til,« siger Karsten Lauritzen.

Han melder sig samtidig klar til at undersøge, om skattelovgivningen skal ændres, så den bliver nemmere at administrere:

»Den er meget kompliceret - der er hundredvis af måder at skylde staten penge på, og det er den jungle af særregler.«