Regninger om licensbetaling sendes først ud i Skats nye inddrivelsessystem til 1,1 milliarder kroner.

København. Hvis du mangler at betale licens, skal du måske snart begynde at kigge godt efter i postkassen. Der kan meget vel være en regning på vej.

Første del af det nye inddrivelsessystem, som skal inddrive gæld fra borgere og virksomheder til det offentlige i stedet for det skandaleramte EFI, er sat i drift.

Og programchef i Skatteministeriet Thomas Monefeldt fortæller til Radio24syv, at Skatteministeriet lægger ud med at sende regninger til dem, der mangler at betale licens.

- På nuværende tidspunkt tror jeg, der ligger omkring 91 fordringer i systemet fra Danmarks Radio, og det er dem, vi begynder at sende regninger ud på, siger Thomas Monefeldt til Radio24syv.

Han understreger, at ministeriet lige nu er i en opstartsfase, som strækker sig nogle måneder frem. I den periode vil det dreje sig om meget små mængder af fordringer, oplyser han.

Det nye inddrivelsessystem blev skudt i gang i slutningen af maj i år efter tre ugers forsinkelse.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er glad for, at systemet er kommet i gang.

- Som skatteminister er jeg glad for, at det enorme arbejde med at genoprette skattevæsenet stille og roligt begynder at tage form.

- At få udviklet et nyt system til at inddrive gælden til det offentlige er et vigtigt skridt, siger Karsten Lauritzen.

- Det tager desværre lang tid at rette op på mange års problemer med gældsinddrivelsen. Derfor forventer jeg ikke et stort beløb i kassen nu og her.

- Det vil komme hen ad vejen, efterhånden som vi bygger flere og flere klodser på det nye system, siger skatteministeren.

Hele det nye inddrivelsessystem, som endnu ikke er blevet navngivet, forventes færdiggjort i 2019.

/ritzau/