Sidste år kontrollerede Skat 0,2 procent af vareimporten. Meget utilfredsstillende, mener Statsrevisorerne.

København. I 2016 havde Danmark det laveste kontrolniveau af vareimport i EU. Skat kontrollerede nemlig kun cirka 0,2 procent af importen, og det er "meget utilfredsstillende" i Statsrevisorernes optik.

De har onsdag afgivet beretning om Skats kontrol og vejledning på toldområdet.

Statsrevisorerne finder det også utilfredsstillende, at Skat "ikke har tilrettelagt og gennemført en effektiv toldkontrol af den legale vareimport, og at Skats vejledning af borgere og virksomheder har været utilstrækkelig".

- Konsekvensen heraf er, at EU og Danmark mister toldindtægter, fordi toldreglerne bliver overtrådt, eller fordi borgere og virksomheder begår fejl, konkluderer Statsrevisorerne i beretningen.

Også kontrollen med de importvarer, der har "en særlig farlig karakter" i forhold til borgernes sikkerhed og sundhed, er utilstrækkelig.

Heller ikke risikovurderingssystemet har fungeret. Blandt andet fordi det ikke bygger på en systematisk indsamling af viden om effekten af kontrollen.

De bemærker også, at Skat endnu ikke har imødekommet EU-Kommissionens kritik helt tilbage fra 2010 af den danske kontrolindsats.

Kritikken fra Statsrevisorerne er ikke helt uventet. Folketinget etablerer fra 1. juli næste år en ny toldstyrelse.

Den kan "med fordel" bruge beretningen "i den fremadrettede kontrol og vejledning på toldområdet", betoner Statsrevisorerne.

Danmark er en del af EU's toldunion, og reglerne på toldområdet er fastsat i det europæiske toldkodeks. De danske toldindtægter løb sidste år op i 3,1 milliarder kroner.

Heraf får Danmark 20 procent til at dække administrationsomkostningerne.

Statsrevisorerne skal holde styr på, at skatteborgernes penge bruges, som Folketinget har besluttet, og at pengene forvaltes så effektivt som muligt.

/ritzau/