En ny sag om den kritiserede afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen får justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at kræve, at der bliver ryddet op.

Det skriver BT lørdag.

Søren Pape Poulsen ønsker ikke at blive interviewet om sagen, men i en mail til BT skriver han:

»Jeg har bedt Rigspolitiet om at sikre, at der snarest og senest primo februar er skabt fuld klarhed over, hvad der er foregået, og taget de nødvendige tiltag til at sikre, at der fremover ikke kan rejses nogen tvivl om, at dansk politi overholder reglerne.«

Udmeldingen kommer efter, at BT lørdag kan fortælle, at Bettina Jensen gennem to år i 2013 og 2014 udbetalte honorarer for mere end fire millioner kroner til konsulent Christine Thorsen og hendes firma Dynamic Approach uden, at der blev indgået én eneste skriftlig kontrakt.

I stedet aftalte de opgaverne mundtligt.

Et forhold, som ifølge Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er ‘en klar overtrædelse af de forvaltningsregler, der gælder.’

»Der skal jo både være dokumentation for de udgifter, man afholder og en reel mulighed for at vurdere, hvad pengene er gået til, og om udbetalingerne er lovlige,« siger han.

Søren Pape Poulsens udmelding kommer i kølvandet på, at BT siden i sommer har afsløret, hvordan Bettina Jensen sikrede en tidligere kollega og to tidligere samarbejdspartnere konsulenthonorarer i Rigspolitiet for 43,3 millioner kroner på bare tre år for rekruttering og konsulentassistance uden, at opgaverne kom i de lovpligtige udbud. Desuden var der rod med kontrakterne, og store millionbeløb er i strid med reglerne blevet betalt forud.

Med Søren Pape Poulsens ønske om at rydde op, imødekommer han blandt andet et socialdemokratisk ønske om, at Justitsministeriet kommer til bunds i sagen, selvom der allerede ligger en redegørelse fra september 2016. En redegørelse, hvis konklusioner Kammeradvokaten efterfølgende undsagde, og det tvang Rigspolitiet til at stramme op på reglerne og fjerne indkøbsfunktionen fra Bettina Jensens afdeling Koncernservice. Siden har BT bragt nye afsløringer blandt andet om en studentermedhjælper, som kostede 680.520 kroner for blot seks måneders arbejde. Og nu er der altså også sagen om udbetaling af honorarer for mere end fire millioner kroner, uden skriftlige kontrakter.

»Der dukker igen og igen sager op, og det er bekymrende. Specielt i Rigspolitiet, hvor man burde kende loven til punkt og prikke. Justitsministeren skal få ryddet helt op i det her, og det ser jeg frem til. Der er åbenbart en kultur, som er helt forrykt i Rigspolitiet,« siger Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen.

Også retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen hilser oprydningen velkommen.

»Det her lugter altså langt væk. De må simpelthen se at få styr på de her ting, da vi skal kunne have en meget høj tillid til, at tingen er i orden i Rigspolitiet. Ministeren må få alt lagt på bordet her,« siger Peter Kofod Poulsen.