Den tidligere 3F-boss Per Christensen er nu også fortid i en af de tunge bestyrelser, nemlig Sund & Bælt.

Det oplyser Sund & Bælt til B.T. oven på selskabets generalforsamling tirsdag formiddag.

'Per Christensen har på dagens generalforsamling oplyst, at han ønsker at fratræde som bestyrelsesmedlem i Sund & Bælt Holding A/S.'

Sund & Bælt er sorterer under Transportministeriet, som i princippet styrer, hvem der sidder i bestyrelsen.

Per Christensen var en af landets største fagbosser i 10 år som formand for 3F.

Han forlod dog posten under stort kaos, efter B.T. i januar afslørede, at han i årevis har levet et dobbeltliv og bedraget flere kvinder og deres børn.

Over to omgange levede han med to familier – en kone og en kæreste – uden at de kendte noget til hinanden. Han fandt på adskillige dækhistorier for at opretholde et hemmeligt dobbeltliv.

Det fik efterfølgende 3F til at indkalde til et krisemøde, hvor Per Christensen trak sig som formand efter massivt pres indefra.

Han mistede desuden flere tunge bestyrelsesposter i samme ombæring. Nu har han så mistet endnu en post, efter skandalesagen ramte offentligheden.

Opdateres …