Vil hun tage ordet? Eller vil hun sidde musestille og ikke sige noget som helst? Hvor stor vil hendes rolle i mødet blive? Vil hun tale om grønlandsk selvstændighed?
Det kan gå flere veje, når Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, onsdag skal ind i det meget omtalte møde i Det Hvide Hus i Washington.

Sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal hun tale ansigt til ansigt med USAs hardcore vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister, Marco Rubio, om den amerikanske interesse i at overtage Grønland.
Lars Bangert Struwe, der er en af Danmarks mest erfarne rådgivere inden for sikkerheds- og forsvarspolitik, tror ikke, at Vivian Motzfeldt nogensinde før har prøvet noget lignende.
»Mens Lars Løkke Rasmussen jo før har mødt Donald Trump flere gange og været til mange store møder, så er det her helt nyt for Vivian Motzfeldt,« siger Lars Bangert Struwe, der har baggrund som generalsekretær for tænketanken Atlantsammenslutning.
'Har ydmyget Mette Frederiksen'
Vivian Motzfeldt, der er formand for Socialdemokratiets søsterparti på Grønland, Siumut, er kendt som en politiker, der ikke holder sig tilbage fra at skyde på toppen af den danske regering.
I april sidste år udtalte hun, at det ikke var »passende«, at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), ville besøge Grønland før, at den nye grønlandske regering var dannet officielt.
»Ikke blot har Vivian Motzfeldt formået at skabe splittelse i den nye grønlandske regering, før den overhovedet er tiltrådt. Hun har også ydmyget Mette Frederiksen,« skrev Claus Blok Thomsen, der er Politikens nordiske korrespondent, i en analyse.
Spørgsmålet er så, om Vivian Motzfeldt vil begynde at argumentere for grønlandsk selvstændighed under mødet i Det Hvide Hus.
Næsformanden i Siumut, Ineqi Kielsen, udtalte i weekenden, at Grønland er så selvstændigt, at Vivian Motzfeldt burde tage til mødet i Det Hvide Hus uden den danske udenrigsminister.
Så langt er Vivian Motzfeldt dog ikke gået, da hun mandag i et opslag på Facebook nøjedes med at love, at »vi vil gøre vores bedste for at arbejde for vores land og dets folk«.
Qvortrup: 'Farligt'
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, har udtalt, at det kan blive »farligt«, hvis Lars Løkke Rasmussen lader Vivian Motzfeldt begyndte at tale om grønlandsk selvstændighed.
Han frygter, at J.D. Vance og Marco Rubio vil gribe det som argument for, hvor vigtigt det er, at USA hurtigst muligt overtager magten over Grønland.
Lars Bangert Struwe vurderer, at Vivian Motzfeldt vil holde sig mere tilbage under mødet.
»Hele situationen har ramt Vivian Motzfeldt og de andre grønlandske politikere meget brutalt, og jeg vurderer, at hun kommer til at lade Lars Løkke, der har meget erfaring, føre ordet under mødet i Det Hvide Hus,« siger han.
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar til det mødet i Det Hvide Hus fra Vivian Motzfeldt, men hun har ikke reageret på henvendelsen.
Følg med i B.T.s liveblog om situationen mellem Danmark, Grønland og USA HER.

