13. august er en dato, som topfolk i Dansk Folkeparti ser frem til med både rædsel og forløsning.

Her bliver partiets næstformands, Morten Messerschmidt, skæbne afgjort i den såkaldte Meld og Feld-sag, der har klæbet til partiet i over fem år.

Hvis Messerschmidt bliver dømt for svindel og dokumentfalsk med mulig fængselsstraf til følge, er hans politiske karriere med al sandsynlighed død og borte, vurderer flere centrale DF-kilder over for B.T.

Bliver han derimod frifundet i retssagen, som startede mandag, kan et blodigt formandsopgør få frit spil i Dansk Folkeparti.

RB Thulesen Dahl: Messerschmidt træder ud af DF-ledelse-Arkivfoto: Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler med samtlige af Folketingets partier mandag d. 7 december 2015 på Marienborg. Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti taler med journalister efter mødet med statsministeren. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2015)
RB Thulesen Dahl: Messerschmidt træder ud af DF-ledelse-Arkivfoto: Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler med samtlige af Folketingets partier mandag d. 7 december 2015 på Marienborg. Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti taler med journalister efter mødet med statsministeren. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2015) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

De kilder, som B.T. har talt med, beretter om et ulmende oprør i Dansk Folkeparti, som har været tvunget i dvale af den årelange efterforskning af Messerschmidt.

Men hvis Messerschmidt bliver frikendt, forventer flere centrale DF-folk, at han vil gå efter Kristian Thulesen Dahls formandspost på ryggen af de dårlige meningsmålinger.

Dramaet bliver dog skuffen indtil efter kommunalvalget, lyder analysen.

»Ingen ny formand vil tage ansvar for det nederlag, som bliver svært at undgå ved kommunalvalget. Et dårligt valg kan til gengæld blive et springbræt til at vælte Thulesen Dahl,« siger en DF-kilde.

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, holder partiledertale fra Hovedscenen på Folkemødet i Allinge, lørdag den 19. juni 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Med meningsmålinger på 5-6 procent på landsplan går DF et vanskeligt kommunalvalg i møde. Men ude i DF-baglandet er forventningerne stadig høje.

Flere i DFs kommunale bagland fortæller til B.T., at de forventer at fastholde deres mandattal, selv om partiet er gået massivt tilbage siden det seneste kommunalvalg.

Derfor står Kristian Thulesen Dahl også i en svær situation, hvor hans bagland og meningsmålingerne ikke er på samme bølgelængde.

Ikke mindst fordi partiet meget vel kan miste alle sine borgmester- og rådmandsposter i både København, Aarhus og Odense.

På de interne linjer er Pia Kjærsgaard en tæt støtte til Morten Messerschmidts formandsambitioner. Men internt i DF nedtoner flere kilder Pia Kjærsgaards magt.

»Man må ikke overvurdere hendes indflydelse. Selvfølgelig er Pia (Kjærsgaard, red.) en stærk figur, og folk lytter til, hvad hun siger. Men man må ikke tro, at hun bare kan vippe en formand af pinden, hvis hun vil,« siger en central DF-kilde.

Ej heller må man undervurdere Thulesen Dahls styrke. Flere kilder peger på, at han stadig har en »pæn opbakning« i baglandet, men at et katastrofevalg til november kan ændre på det.

Samtidig er den oplagte arvtager væk, hvis Messerschmidt bliver dømt for svindel eller dokumentfalsk 13. august.

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt ankommer til Retten i Lyngby, mandag den 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen.
Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt ankommer til Retten i Lyngby, mandag den 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen. Foto: Philip Davali
Vis mere

I det tilfælde er det den unge Peter Kofod, som i nogens øjne bejler til formandsposten. Flere vurderer dog, at han ikke vil udfordre Kristian Thulesen Dahl direkte.

Men indtil en formandskamp kan bryde ud i lys lue, skal Messerschmidt kæmpe for en frifindelse.

Hele tiltalen drejer sig om et sommergruppemøde i Skagen i 2015, hvor Messerschmidt fik knap 100.000 kroner i EU-midler fra Meld og Feld.

Men Anklagemyndigheden, som går efter fængselsstraf, mener, at Messerschmidt har givet 'urigtige eller vildledende oplysninger', for at få EU-midler til sommergruppet, som ikke havde noget med EU at gøre.

En af Messerschmidts største opgaver bliver derfor at sandsynliggøre, at der blev diskuteret tilstrækkeligt meget EU på sommergruppemødet til at retfærdiggøre bevillingen fra Meld og Feld.

Næste retsmøde er på torsdag, hvor flere centrale vidner skal afhøres.

Genoplev B.T.s LIVE-blog herunder: