Mogens Jensen, der mistede jobbet til minksagen, har vidnet. Seks siddende ministre skal vidne i sagen.

Endnu en minister er føjet til listen over indkaldte vidner i Minkkommissionen og skal dermed være med til at kaste lys over, hvad der nærmere skete i forbindelse med beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.

Det er udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der er sat til at afgive forklaring i minksagen den 17. december klokken 13.

Det fremgår af kommissionens liste over afhøringer.

Kofod er den sjette siddende minister, der er blevet indkaldt til en afhøring for kommissionen.

Den første siddende minister, der skal afhøres, er justitsminister Nick Hækkerup (S). Han skal vidne fredag. Derefter kommer finansminister Nicolai Wammen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) den følgende fredag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal møde for kommissionen 9. december, erhvervsminister Simon Kollerup skal høres den 10. december, og så kommer udenrigsministeren som den sidste ugen efter.

Minkkommissionen tog hul på afhøringer i sagen, der skal undersøge og redegøre for relevante ministres og myndigheders handlinger og involvering i forbindelse med beslutningen om at kræve de omkring 15 millioner danske mink aflivet.

Beslutningen blev truffet på et møde i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg om aftenen den 3. november 2020. Statsministeren fortalte det til offentligheden på et pressemøde næste dag.

En halv uges tid senere kom det frem i medierne, at regeringen ikke havde lovgrundlag til at kræve de mange millioner dyr aflivet.

Sagen endte med at koste Mogens Jensen (S) jobbet. Han var minister for blandt andet miljø og fødevarer, og han har været forbi Minkkommissionen for at dele sine erindringer om forløbet.

Eksministeren havde dog svært ved at huske mange af detaljerne, der relaterer sig til den historiske beslutning om at lukke minkerhvervet i Danmark.

Personer, der indkaldes til at vidne i Minkkommissionen, har hverken pligt til at udtale sig eller til at tale sandt. Indtil videre har alle vidner, der har været indkaldt, dog forklaret sig over for kommissionen.

Minkkommissionen skal senest i april 2022 komme med sin vurdering af forløbet.

/ritzau/