Skal skruen strammes på boligmarkedet? Det vil den ansvarlige minister ikke forholde sig til.

Nationalbanken har endnu en gang ringet med alarmklokken. Der er nemlig ifølge banken behov for at gribe ind på boligmarkedet for at beskytte boligejere med høj gæld mod store prisfald på markedet.

Især er det dem, der de sidste par år har købt bolig i Storkøbenhavn og Aarhus, der ifølge bankens nye analyse har en så høj boliggæld, at det udgør en risiko på sigt.

Konkret foreslår Nationalbanken, at der bør indføres krav om større udbetaling og krav om afdrag på lånet for boligerne med høj gæld.

Nationalbankens anbefaling kommer samme uge, som B.T. har kunnet fortælle, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) har så meget gæld i sin villa i Hareskovby nord for København, at det kan være på kanten med de låneregler, Kollerup som minister er ansvarlig for.

Simon Kollerup er som minister ansvarlig for Finanstilsynet, der står for at holde øje med, om bankerne og finansielle virksomheder overholder reglerne.
Simon Kollerup er som minister ansvarlig for Finanstilsynet, der står for at holde øje med, om bankerne og finansielle virksomheder overholder reglerne.
Vis mere

»Vi så ved finanskrisen, hvor hårdt den enkelte boligejer, den finansielle sektor og samfundet som helhed kan blive ramt af prisfald på boligmarkedet. Vi mener, at det vil være rettidig omhu at sikre, at sårbarheden ikke bliver for stor,« siger Peter Storgaard, chef for afdelingen Finansiel Stabilitet i Nationalbanken.

Simon Kollerup afviste i september en anbefaling fra rådgiverne i Det Systemiske Risikoråd, der mente, at regeringen blandt andet burde stramme op på adgangen til afdragsfrie lån.

B.T. forsøgte hele torsdagen at få et svar fra Erhvervsministeriet på, hvordan Simon Kollerup forholder sig til den nye anbefaling fra Nationalbanken.

Sidst på eftermiddagen lød det i skriftligt svar på en enkelt linje sendt fra ministeriets presseafdeling, at »ministeriet stadig følger udviklingen på boligmarkedet tæt«.

På et opfølgende spørgsmål om, hvorvidt erhvervsministeren vil følge Nationalbankens anbefalinger eller ej, lyder svaret, at »vi har ikke yderligere at tilføje«.