Gruppeformand for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll er blevet enkemand i en alder af 38 år.

Hans ægtemand Henning Olsen er død efter længere tids kræftsygdom.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Familien ønsker i forbindelse med dødsfaldet fred omkring bisættelse og dødsfaldet, og man beder om at udvise respekt for privatlivets fred.

Henning Olsen var 18 år ældre end LA-politikeren, og de blev gift i 2005 ved at indgå registreret partnerskab.

De to mødte hinanden på en café i 1998, og på det tidspunkt vidste Ammitzbølls familie ikke, at han var bøsse.

Det var mødet med Henning, der fik politikeren helt overbevist om, at han var til fyre, har han tidligere udtalt til Ekstra Bladet.

»Jeg havde haft kærester, men for 10 år siden fandt jeg ud af, at jeg mere var til fyre. Da mødte jeg Henning,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Henning Olsen har flere gange været med Ammitzbøll til fester hos dronningen.

Regentparrets aftenselskab. Simon Emil Ammitzbøll (th) ankommer fulgt sin mand Henning Olsen til regentparrets årlige aftenselskab for folketingets medlemmer.
Regentparrets aftenselskab. Simon Emil Ammitzbøll (th) ankommer fulgt sin mand Henning Olsen til regentparrets årlige aftenselskab for folketingets medlemmer. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Politikeren har afsløret over for Berlingske, at det var Henning, der friede til ham.

»Jeg havde været kæreste med Henning i syv år, da han friede til mig. Det var på hans fødselsdag, den 3. december, og jeg var gået i køkkenet for at lave en god middag til os. Mens jeg stod og lavede skaldyrssuppe, åbnede han en flaske champagne. Det blev jeg lidt irriteret over, for jeg havde købt en god flaske hvidvin til os. Så faldt Henning på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham. Jeg blev overrasket og glad og sagde ja med det samme. Jeg fik også lange, røde roser af Henning. Når det handler om to mænd, er det jo altid et godt spørgsmål, hvem der skal fri. Men det blev altså Henning, der kom først.«

Parret blev gift på Københavns Rådhus med vielsesringe bestående af guld, der symboliserede, at de to var vævet ind i hinanden. Det var den tidligere partifælle fra Ammitzbølls gamle parti Det Radikale Venstre - skuespiller og daværende borgmester Klaus Bondam, der viede parret.

Brylluppet blev afholdt på den mondæne restaurant Josty på Frederiksberg. Her blev der blandt andet serveret bryllupskage med to mænd på toppen.

Ligesom Simon Emil Ammitzbøll har Henning Olsen været medlem af Det Radikale Venstre. De meldte sig begge ud i 2008, og her gik Henning Olsen ud offentligt og bakkede op om sin mand.

»Jeg har det på samme måde som Simon. Jeg har også meldt mig ud af partiet. Det gjorde jeg i går aftes,« sagde han dengang til BT og uddybede.

»Hvis jeg var blevet behandlet op samme måde som Simon Emil, ville jeg have gjort det samme.«

Simon Emil Ammitzbøll med partneren Henning Olsen ankommer til festforestillingen i Danmarks Radios Koncerthus lørdag 14. januar 2012 i anledning af Dronning Margrethes 40 regentjubilæum (Foto: Jeppe Michael Jensen/Scanpix 2012)
Simon Emil Ammitzbøll med partneren Henning Olsen ankommer til festforestillingen i Danmarks Radios Koncerthus lørdag 14. januar 2012 i anledning af Dronning Margrethes 40 regentjubilæum (Foto: Jeppe Michael Jensen/Scanpix 2012) Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Siden stiftede Ammitzbøll partiet Borgerligt Centrum, men gik derefter ind i partiet Liberal Alliance, hvor han er politisk ordfører.

Det skete efter, at Simon Emil på Facebook havde udtrykt frustrationer over partiledelsen.

»Igennem længere tid har jeg i stigende grad følt mig fremmedgjort overfor den radikale gruppeledelses strategiske og politiske linie, hvorfor jeg bad Berlingske Tidende bringe en kronik, hvor jeg kritiserede gruppeledelsen for manglende konsekvens mellem udtrykte værdier og konkret politik samt for at ikke at have at tage ved lære af valgnederlaget i 2007,« skrev han blandt andet.