Han var ikke engang fyldt 30, da han besvimede på Christiansborg. Første gang.

Alligevel slog han det væk. Tænkte, at det var »en hændelse«. En dårlig dag på kontoret.

I dag erkender Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at det var et ildebefindende forårsaget af et hårdt arbejdsmiljø.

I alt nåede han i sin tid som Christiansborg-politiker at opleve fire af slagsen, fortæller han til Berlingske.

Det første fandt sted i 2006 og sneg sig ind på ham, da han læste et brev sendt fra en, der kun havde skældsord tilovers for politikeren.

De hårde ord var ikke de første, Simon Emil Ammitzbøll-Bille nogensinde havde fået sendt i sin retning på grund af sit virke som politiker. Han var med egne ord blevet mere eller mindre vant til den slags.

Alligevel ramte brevet ham bogstaveligt talt lige i hjertet, der begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Hårdere og hårdere.

Til sidst besvimede han.

Simon Emil Ammitzbøll blev i 2005 valgt ind i Folketinget for Radikale Venstre.
Simon Emil Ammitzbøll blev i 2005 valgt ind i Folketinget for Radikale Venstre. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Dagen efter var han tilbage på arbejde. Også selvom han følte sig nedtrykt.

»Jeg var trist, grådlabil, simpelthen så ked af det. Men så gik det væk, og jeg tænkte ikke mere over, hvad der var sket – eller hvorfor,« fortæller han til Berlingske.

Mediet sætter denne sommer fokus på 'det stressende liv i den christiansborgske heksekedel'. Og her har det været oplagt at tale med Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der efter at have læst journalist Anders Langballes bog om få flere blodpropper efter have levet et stressende et liv i det hårdt arbejdsmiljø selv gik til tasterne.

I maj berettede han således ærligt på Facebook:

'Sikke en læseoplevelse. Den sidder i den grad stadig i kroppen på mig. Langballe har ønsket med sit eget eksempel at få en diskussion om arbejdsmiljø, ledelse og stress. Så here we go,' skrev han og ridsede så de tre ildebefindender op.

Først det i 2006. Dernæst et seks år senere, da han som gruppeformand i Liberal Alliance pludselig blev svimmel under et gruppemøde.

Før han vidste af det, besvimede han igen.

'Ligesom første gang får jeg det hurtigt bedre og fortsætter igen – Gud bedre det – den kendte og hårde arbejdsrytme – efter nogle dage med tristhed, tårer og udmattelse.'

Simon Emil Ammitzbøll sad i VLAK-regeringen på opgaven som økonomi- og indenrigsminister. Her sammen med nogle af regeringens andre ministre i 2017.
Simon Emil Ammitzbøll sad i VLAK-regeringen på opgaven som økonomi- og indenrigsminister. Her sammen med nogle af regeringens andre ministre i 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Tredje gang var i 2019. Lige før folketingsvalget. Fjerde gang var lige efter.

Efter et frygteligt folketingsvalg for Liberal Alliance, der kun formåede at få fire af de eftertragtede pladser i Folketinget, var der planlagt en middag for de nye og gamle medlemmer.

Men middagen var alt andet end hyggelig på grund af den interne kamp om formandskabet, forklarer Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der til sidst måtte forlade selskabet, fordi han fik det så dårligt.

Denne gang besvimede han ikke, men efterfølgende stod det klart, at han måtte sætte tempoet ned.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille er løsgænger, efter han som følge af valget i 2019 meldte sig ud af LA. Her på talerstolen for et par måneder siden.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille er løsgænger, efter han som følge af valget i 2019 meldte sig ud af LA. Her på talerstolen for et par måneder siden. Foto: Emil Helms
Vis mere

I dag ved han, at det, han oplevede, var alvorligt. Og derfor taler han højt om det, fortæller han til Berlingske.

Samme pointe kom han med i maj, da han på Facebook skrev:

'Disse tre eksempler er nok ekstremerne i mit tilfælde. Dertil kommer det løbende arbejdspres, søvnmangel, stress og udmattethed, der også kan resultere i unødige vredesudbrud. Jeg kender det både fra mig selv og andre.'

'Samtidig har jeg haft det, som Langballe beskriver i bogen. Jeg har levet og åndet for mit arbejde. Mit held er måske, at jeg er blevet far i en høj alder. Det har i hvert fald skubbet noget så gevaldigt til mine private værdier. Men det er også en påmindelse om, at man skal passe på sig selv (og hinanden) i politik.'