Københavns Kommune undsiger den seneste påstand fra Sikandar Siddiques advokat, Erbil Kaya, i tvisten om den politiske leder for Frie Grønnes bopæl.

Det sker i et skriftligt svar til Ritzau.

Her beretter Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, at kommunen er forpligtet til at sikre, at en borgeres bopælsregistrering i København er korrekt.

Det gør sig også gældende, selvom en anden kommune tidligere har vurderet sagen, hvilket Herlev har gjort i dette tilfælde.

Sikandar Siddique blev ved kommunalvalget 18. november valgt til Borgerrepræsentationen i København. Men her kan han kun sidde, hvis han også bor i kommunen.

Valgte politikere kan miste deres valgbarhed og dermed udtræde af kommunalbestyrelsen, hvis de ikke lever op til reglerne fastsat i kommunalvalgloven.

For at være valgbar skal man have valgret, og det vil Sikandar Siddique ikke have i Københavns Kommune, hvis han ikke "opfylder betingelserne for at være bopælsregistreret i kommunen".

Det er op til Borgerrepræsentationens medlemmer at beslutte, om et medlem har mistet sin valgbarhed.

Tilbage i maj meddelte Sikandar Siddique, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget i hovedstadskommunen.