Sikandar Siddique, leder af partiet Frie Grønne, er netop blevet stemt ud af Københavns Borgerrepræsentation.

Det blev afgjort på et møde i Borgerrepræsentationen torsdag aften, hvor medlemmerne skulle stemme om Siddiques valgbarhed, skriver Ritzau og tv2.dk

Ifølge Ekstra Bladet kom det dog aldrig til en egentlig afstemning, da enigheden i salen var så stor, at det ikke blev nødvendigt. 

Siddique blev valgt ind i Borgerrepræsentationen ved efterårets kommunalvalg, og siden har der været blæst om hans person. 

Siddique meldte før kommunalvalget i november 2025 flytning fra Herlev til København for at kunne stille op. Der blev imidlertid hurtigt rejst tvivl om, hvorvidt den rød-grønne politiker nu også boede i København, sådan som reglerne siger, at byens folkevalgte skal. 

I august tabte han så sin boligsag.

Københavns Kommune har annulleret hans bopælsregistrering, og den afgørelse har Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet fastholdt.

Det var Ekstra Bladet, der sidste år afslørede, at Sikandar Siddique havde et hus i Herlev, hvor hans familie boede. 

Det kom også frem, at politikeren selv opholdt sig en del på adressen, selv om han blev ved med at fastholde, at han boede i København. 

»Jeg er meget uforstående over for, at embedsfolkene i ministeriet vil fratage mig det mandat, vælgerne har givet mig, når de samtidig anerkender, at jeg har en bolig i København, men ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at det er min primære bolig,« har Sikandar Siddique tidligere udtalt til Ekstra Bladet.

Siddique var ikke selv til stede i rådhussalen, da afgørelsen faldt. 

Asham Agha Nadeem indtræder i Borgerrepræsentationen i Siddiques sted.

Ham kan du læse mere om her