Partiformand Sikandar Siddiques parti Frie Grønne er nu blevet anmeldt til politiet for en af deres kontroversielle valgplakater.
Anmeldelsen af foretaget af Dansk Zionistforbunds formand Max Meyer mandag formiddag.

Han har anmeldt »Frie Grønne under ledelse af Sikander Siddique, for hadforbrydelse og brud på straffelovens paragraf 266,« fortæller han nu til B.T.
»De har gjort det utrygt for alle danske jøder, men også andre danskere, der støtter staten Israel. Folk er bekymrede for, om de fortsat kan være i Danmark,« forklarer Meyer over en telefonforbindelse fra Israel.
B.T. har set dokumentation for politianmeldelsen, hvor der henvises til Frie Grønnes valgplakat med teksten: »Befri København fra zionismen.«
I politianmeldelsen står der blandt andet:
»Som Dansk Zionistforbund finder vi det dybt foruroligende og decideret racistisk, at vi som forening og vores medlemmer i en kommunal valgkamp pludselig skal se, at der ikke længere er plads til os i Danmark.«
Max Weber uddyber:
»Mange jøder kalder sig jo zionister, fordi de støtter en jødisk stat, uden at det nødvendigvis er mere politisk end dét. Altså, uden at de vil diskutere præcise grænser og så videre,« siger Max Meyer.
Men valgplakaten handler om zionisme og ikke jøder. Så er det virkelig en hadforbrydelse - er der ikke en forskel?
»Jo, men de laver den forskel bare for at kunne sige, at det ikke har noget med jøder at gøre. Men hvad hvis jeg sagde 'fri Danmark fra Hamas-støtter'?«
Max Meyer fortsætter:
»Jeg er bekymret for min egen sikkerhed, og vi føler os ramt på vores medlemmers vegne.«
Sikandar Siddique reagerer på politianmeldelsen i en skriftlig kommentar til B.T.:
»Vi tager anmeldelsen til efterretning, men det er vigtigt at understrege, at plakaten ikke er rettet mod jøder eller nogen anden befolkningsgruppe.«
Han tilføjer:
»Den kritiserer udelukkende en politisk ideologi - zionismen - og ikke personer eller religioner.«
