Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh har tidligere gjort sin modstand mod toptopskatten til et ultimativt krav.

Således ville han sidste år ikke indgå i en skatteaftale med regeringen, hvis toptopskatten indgik i aftalen. Dengang var Alex Vanopslagh ultimativ i sin afvisning af det, han kaldte en »moralsk forkastelig« skat, der taler til »den indre svinehund

Men i dag til Liberal Alliances landsmøde i København var Vanopslagh ikke længere så ultimativ i sin modstand mod toptopskatten.

I hvert ville Alex Vanopslagh ikke afvise at støtte eller deltage i en regering, der beholder toptopskatten, da B.T. fangede ham efter hans landsmødetale.

Det på trods af, at den liberale formand også tidligere har udtalt, at »det vil være et forræderi mod vores dna, hvis vi skulle stemme for en ny millionærskat (toptopskatten, red.).«

Alex Vanopslagh, du har før været meget ultimativ i forbindelse med skatteforhandlingerne, hvor du ikke ville indgå i en skatteaftale, hvis toptopskatten blev indført. Ville du på den anden side af et valg kunne lægge stemmer til en regering, der beholder toptopskatten – eller er det et ultimativt krav for dig på den anden side af et valg også?

»Prøv at høre her, vi var egentlig med i forhandlingerne, men vi ville ikke være med i en aftale, hvis man skulle indføre sådan en eller anden ny millionærskat, som ikke har nogen saglig begrundelse overhovedet. Den prøvede vi så at få forhandlet ud af den aftale, der var, men regeringen havde jo ligesom det her ultimative krav om, at der skulle indføres en ny toptopskat. Den plan, som vi kommer til at gå til valg på næste gang, der kommer til at være finansiering til, at man undlader at indføre den her nye top-topskat, som vistnok skal indfases i 2026, så vi kan forhåbentligt undgå den.«

Ville det være et ultimativt krav, at du ikke vil støtte en regering eller være del af en regering, som beholder toptopskatten?

»Jeg kommer ikke til at udstikke ultimative krav på konkrete policyområder. Det eneste, man kan sige er ultimativt for os, er, at på de områder, der er vigtige for os, der skal tingene gå i den rigtige retning. Vi kommer ikke til at gå ind i en regering, der hæver skatterne og begrænser valgfriheden i den offentlige sektor, det siger egentlig selv. Men at være helt konkret på enkelte policyområder med ultimative krav, det ser jeg ikke for mig, at det er noget, vi skal bruge tid på lige foreløbigt.«

Toptopskatten blev vedtaget december sidste år som del af regeringens skattereform. Ud over regeringen var De Radikale, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige med i aftalen.

Konkret består toptopskatten i en ekstra skat på fem procent for indkomster over 2,5 millioner kroner før arbejdsmarkedsbidrag.

Toptopskatten træder i kraft fra 2026. Finansministeriet regner med, at 9000 danskere bliver ramt af skatten.