Tidligere SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal bliver i en ny bog hængt ud af SFs nestor Aage Frandsen, der i mange år havde stor magt i venstrefløjspartiet.

I Aage Frandsens nye bog 'Folkesocialisten' beskrives Villy Søvndals politiske projekt i S-SF-R-regeringen under daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt meget kritisk, og vurderingen er, at det er hans strategi, der var skyld i den totale sammensmeltning, der betød, at partiet måtte forlade regeringen, og at flere af partiets bedst profilerede folketingsmedlemmer forlod partiet.

»Det var med stigende bekymring, at jeg fra 2008 kunne iagttage SF's udvikling. Det var svært at genkende mit parti - det var som om, kampen for at få del i regeringsmagten overskyggede det politiske indhold og dermed også, hvad magten skulle bruges til,« skriver Aage Frandsen.

Den kritiske beskrivelse af Søvndals ledelse betød, at Villy Søvndal blev væk fra partiets landsmøde 13.-15. april. Det blev oven i købet afholdt på Hotel Comwell i Kolding, få kilometer fra Søvndals bopæl i Sdr. Bjert. Søvndals fravær var særdeles opsigtsvækkende, da han er en af SFs største profiler uden for Borgen. Sidste år genoptog han nemlig sin politiske karriere i regionalpolitik, og han blev en af de absolutte topscorere ved regionsvalget sidste år i Region Syddanmark. Men ifølge en central kilde var Villy Søvndal bange for, at journalisterne ville stille spørgsmål til kritikken i den nye bog, og derfor valgte han at blive væk.

Villy Søvndal blev formand for SF i 2005, og ved valget i 2007 gik partiet frem fra 11 til 23 mandater. Især i 2009 var Villy Søvndal utroligt populær, og SF var i enkelte meningsmålingsmålinger på størrelse med Venstre. På det tidspunkt blev Socialdemokratiet og SF enige om et fælles politikgrundlag, der kunne føre til at SF kunne deltage i en S-regering: Fair forandring og Fair løsning. De konkrete forhandlinger foregik mellem Henrik Sass Larsen fra S og SFs kampagneleder Thor Möger Pedersen.

Thor Möger Pedersen og andre unge SF'ere - kaldet børnebanden - havde drejet SFs strategi, så partiet nu gik efter arbejder-vælgere i stedet for offentligt ansatte. Aage Frandsen mente, det var en fejl, og at de såkaldte arbejderister var i færd med en »fjendtlig overtagelse«. Andre SF'ere troede på det tidspunkt, at SF kunne blive »det dominerende parti i det 21. århundrede«.

Ved valget i 2011 gik SF tilbage til 16 mandater, mens de Radikale gik frem til 17. Og de Radikale, der ikke havde haft indflydelse på Fair løsning, hævnede sig ved at få stor indflydelse på regeringsgrundlaget, mens SF blev taberen. Aage Frandsen havde forudset det:

»At forestille sig, at de Radikale bare ville sige ja til Fair Forandring, var ikke bare naivt - det var direkte dumt,« skriver han, ligesom han mener, det var en fejl af Villy Søvndal selv at tage Udenrigsministeriet. Det burde han efter Frandsens mening have givet til Holger K. Nielsen, og selv have taget et ministerium, der gjorde det muligt også at være formand.

Aage Frandsen er ikke særlig kendt i offentligheden, men han er nærmest SF's DNA, og tidligere formand Holger K. Nielsen tog f.eks. aldrig store beslutninger uden at rådføre sig med Aage Frandsen. Den praksis blev ikke opretholdt af Villy Søvndal. Og allerede kort efter valget, begyndte Aage Frandsen at sende breve til Villy Søvndal, hvor han advarede ham mod udviklingen. Brevene sender han til privatadressen for at sikre, at ingen andre ser dem.

I det første brev advarede han Villy Søvndal om, at det er hans ansvar, at »det SF du og jeg meldte os ind i, ikke bare forsvinder.«

Villy Søvndal svarede pænt på de første breve, at han stort set er enig, men Aage Frandsen syntes ikke, det så ud som om, han agerede derefter. Aage Frandsens breve blev mere og mere desperate. Til sidst skrev han:

»Jeg appellerer til dig som formand, at du viser, at du er formand for det mangfoldige SF og ikke kun for en bestemt og i øjeblikket stærk gruppering. SF og folkesocialismen bliver tabere. Situationen er meget alvorlig.«

Han fik ikke noget svar.

Villy Søvndal gik overraskende af som formand i 2012, og lagde op til, at hans efterfølger skulle være Astrid Krag. Det vakte meget modstand og i stedet vandt den ukendte Annette Vilhelmsen, der endte med at trække SF ud af regeringen i januar 2014 pga. Goldman Sachs kapitaludvidelse i DONG.

Tre afgående ministre forlod SFs folketingsgruppe, to blev socialdemokrater, en blev Radikal. SFs meningsmålinger var i Berlingske Barometer nede på 4,1 pct.

Men Aage Frandsen mener også at dette sammenbrud mere er Villy Søvndals skyld end Annette Vilhelmsen, der havde en »sværere opgave, end nogen kunne have forestillet sig.«

»Regeringsprojektet var ikke forberedt ordentligt, og SF havde fået for lidt ud af regeringssamarbejdet. Annette havde påtaget sig en umulig opgave. Et parti som SF skal tænke sig rigtig grundigt om, inden man beslutter sig for at gå i regering,« konkluderer Aage Frandsen.

Det er ikke lykkedes BT at gå en kommentar fra hverken Aage Frandsen eller Villy Søvndal til denne artikel.