Efter et langt krisemøde søndag har SF valgt at støtte skatteaftalen. Kun en fra landsledelsen ønskede ikke, at partiet skulle tilslutte sig.

SFs landsledelse har søndag aften valgt at godkende den skatteaftale, som regeringen indgik med Venstre og Konservative fredag aften, og som siden har kastet partiet ud i en intern strid.

Godkendelsen af aftalen kom efter et flere timer langt krisemøde på Hotel Kong Artur i København, hvor partiet til slut stemte om, hvorvidt man kunne tilslutte sig indholdet af aftalen med de borgerlige partier.

Ved afstemningen godkendte partiets landsledelse den skatteaftale, som partiets repræsentanter på Christiansborg allerede havde nikket ja til. Kun Peter Overlund-Sørensen undlod som den eneste at stemme.

- Vi havde foretrukket en aftale med Enhedslisten, men de udviste ikke nok fleksibilitet i forhandlingerne. Venstre har solgt sig selv billigt med den her aftale, sagde SF-formand Villy Søvndal efterfølgende til TV 2.

Skatteaftalen med V og K medførte hård kritik internt i partiet, og flere kritiske røster mente, at SF burde trække sig.

Helt op til skatteaftalen kom i hus med Venstre og Konservative, var de fleste også af den opfattelse, at regeringen ville indgå en aftale med det parlamentariske grundlag Enhedslisten.

BNB