- Forklar mig lige, hvorfor du er mere anstændig end mig. Det er simpelthen langt ude, nærmest råbte Joachim B.Olsen til sin folketingskollega - SF´eren Özlem Cekic.

Selvom politikere tit kan skændes, så det brager, er forholdet mellem SF´s Özlem Cekic og Liberal Alliances Joachim B.Olsen alligevel i en liga for sig.

ER DU ENLIG MOR MED TO BØRN MED FULDTIDSJOB OG FÅR MINDRE UDBETALT END 16.000 KR? KONTAKT B.T. PÅ 1929@BT.DK OG VIS OS DIT BUDGET.

Det viste de to kamphaner endnu engang mandag eftermiddag. Her havde Özlem Cekic arrangeret, at Joachim B.Olsen skulle møde, hvad hun anser som et eksempel på en fattig i Danmark.

Skændtes i gården

Det sker efter, at Joachim B. Olsen har udtalt, at der ikke findes fattige i Danmark. Efter debatten hos 36-årig Carina, der er enlig mor på kontanthjælp i København, gik diskussionen amok, da de to politikere stod nede i gården, hvor kvinden boede.

- Se i øjnene, at der findes danskere, for hvem det at forsørge sig selv, ikke giver værdi. Uanset hvor meget du ønsker at poste i dem med penge, hjælper det ikke. Det har vi set gennem de seneste mange år, sagde den tidligere kuglestøder, der tog i mod det efterfølgende svar fra Özlem Cekic med himmelvendte øjne og ' hvor er du langt ude'.

Özlem Cekic besvarede svadaen fra Joachim B.Olsen med tilsvarende styrke.

- Du er ligeglad med de fattige i vores samfund. Du er ultraliberalist og ønsker kun at tilgodese de rigeste med skattelettelser. Vi har to vidt forskellige menneskesyn, og hvordan man kan behandle folk i vores samfund, lød det fra SF´eren i et toneleje, der ikke ligefrem emmede af forsonlighed.

LÆS MERE: 

- Drop det der med menneskesyn. Hvorfor er det altid, at du skal betvivle mit menneskesyn og hævde dit eget. Hvem er det, der gør mest for de fattige? De afgiftsstigninger, som I kommer med, hvem går de udover? Hvem, ville Joachim B.Olsen vide.

- Ja, det er netop mennesker på kontanthjælp som Carina, der bl.a. ryger, der kommer i klemme med jeres afgiftsforhøjelser. Det er jer, der fører en asocial socialpolitik. Ikke os, svarede Joachim B. Olsen selv på spørgsmålet, hvilket Özlem Cekic selvsagt ikke var enig i.

Når 15.000 er for lidt

Forinden havde gået en halv times diskussion mellem politikerne og Carina, der har været på kontanthjælp i nogle år. Grundet kontanthjælpsloftet får hun - ifølge hende selv - 15.728 kr. udbetalt om måneden, der skal dække alle udgifter, hvilket Carina mener, der er alt for lidt.



- Jeg synes, det er ydmygende, at jeg nogle gange må bede min familie om hjælp til at købe nye sko til min søn. Som mor føler jeg det dybt flovt, at jeg skal bede andre om hjælp, sagde hun til de to politikere.

Det var Joachim B.Olsen ikke enig med Carina i.

- Vi er nødt til at holde fast i, at staten kun har penge til at give dig, fordi de opkræver dem fra andre, der går på arbejde. Jeg mener, du har råd til et anstændigt liv, når jeg ser på dit budget, og jeg mener, du bor flot her, sagde han.

Det fik Özlem Cekic helt op i det røde felt.

- Ej, du er simpelthen latterlig Joachim. Mener du ikke, at det er nedværdigende, at en mor ikke selv kan købe en par sko til sin søn. Det er simpelthen langt ude, harcellerede Özlem Cekic.

LÆS OGSÅ: 

- Vi tilhører simpelthen to yderfløje i dansk politik, og vi bliver aldrig enige, konkluderede Özlem til sidst.

Den nye regering har med den nye finanslov afskaffet kontanthjælpsloftet, men det er uvist, hvor meget mere om måneden, Carina får mere efter nytår.

Özlem Cekic havde selv fundet frem til Carina. Aftalen med hende var, at vi ikke måtte gengive oplysninger, der kan få folk til at genkende hende. Derfor de sparsomme oplysninger om hende.