Statsborgerskab i 18-års fødselsdagsgave. Over dobbelt så mange kvoteflygtninge til Danmark hvert år. Og et opgør med de »skøre dele« af udlændingepolitikken.

Går Mette Frederiksen (S) i regering med rød blok, kan hun se frem til hårde forhandlinger om udlændingepolitikken.

Det står klart, efter at B.T. fredag har talt med et par politikere fra Socialistisk Folkeparti – heriblandt partiets formand, som vi møder i en kebabvogn på Vesterbro.

Hende vender vi tilbage til.

Fredag morgen møder B.T. nemlig først en af partiets kandidater, Sadek Al-Amood, i København ved Dronning Louises Bro.

Al-Amood er ikke i tvivl om, at SF i et eventuelt regeringssamarbejde på nogle områder skal skubbe Socialdemokratiets udlændingepolitik i en mere 'humanistisk retning'.

Til tider er den nuværende politik nemlig både skør og ufornuftig, mener han.

Eksempelvis, når det kommer til statsborgerskabsreglerne, der ifølge Al-Amood skal lempes:

»Når det kommer til beskæftigelseskravet i statsborgerskabsreglerne, så tæller uddannelse ikke med. Så der er nogle punkter, hvor udlændingepolitikken er relativ skør og ikke har noget fornuft,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Så jeg tænker, at vi skal prøve at sætte os ned med Socialdemokratiet og snakke om det, og lande et sted, som alle kan se sig selv i.«

Senere på dagen ved en kebabvogn i København fortæller Pia Olsen Dyhr, at hun også stadig står fast på SF-forslaget om, at der bør indføres automatisk statsborgerskab for dem, der ønsker det, når de fylder 18 år, hvis de er født og opvokset i Danmark.

Et forslag, som Socialdemokratiet er kategorisk imod.

»Folk, der begår grov kriminalitet, skal ud. På den anden side er der også folk, der er født og opvokset i Danmark, ikke har begået kriminalitet og gået i skole, der skal have lov til at blive statsborgere, når de bliver 18 år,« siger hun og fortsætter:

»Så vi går på to ben. Der er nogle ting, hvor vi er enige med socialdemokraterne, og andre ting hvor vi står i egen ret.«

Der er ikke noget, der tyder på, at folkesocialisterne kommer til at lægge sig ned, når det kommer til udlændingeområdet i eventuelle regeringsforhandlinger.
Der er ikke noget, der tyder på, at folkesocialisterne kommer til at lægge sig ned, når det kommer til udlændingeområdet i eventuelle regeringsforhandlinger. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen har ellers gang på gang slået fast, at hun under ingen omstændigheder kommer til at lempe på udlændingepolitikken i Danmark. Tværtimod.

Men der er altså ikke noget, der tyder på, at folkesocialisterne kommer til at lægge sig ned, når det kommer til udlændingeområdet i eventuelle regeringsforhandlinger. 

Eksempelvis fortæller Pia Olsen Dyhr, at Socialdemokratiets seneste udlændingeforslag om, at der skal gives karantæne til brug af sundhedsvæsnet, hvis man har begået vold mod sundhedspersonale, »er en rigtig dårlig idé.«

»Vi kommer til at stå for en stram udlændingepolitik. Men tingene skal gå på to ben. Det er vigtigt, at vi sørger for at dem, der opfører sig ordentligt, selvfølgelig behandles ordentligt – også af os politikere,« siger hun og fortsætter:

»Men hvis du begår grov kriminalitet, så skal du ud. Det kommer vi til at gå til forhandlingerne med.«

Et andet område, hvor de to røde partier ikke ser ens på tingene, er når det kommer til kvoteflygtninge. 

Danmark tager i dag 200 kvoteflygtninge om året fra lande som Afghanistan og Eritrea. SF vil have det tal mere end fordoblet.

»Jeg synes, at Danmark skal tage imod 500 kvoteflygtninge,« siger Olsen Dyhr til B.T.

Ifølge Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad så har SF en alt for slap udlændingepolitik - og her slår han fast, at det ikke bliver S, der kommer til at give sig i eventuelle forhandlinger.

»Vi kommer ikke til at lempe statsborgerskabsreglerne eller tage en masse flere kvoteflygtninge. Og det kommer til at blive en udfordring for rød blok, at SF mener det.«

Er det noget, der kan få en betydning for en kommende regeringskonstellation?

»Ja, for S står fast. Men vi er heldigvis også i den situation, at da vi var alene i regering i 2019, lykkedes vi - i et rødt folketing - med at få gennemført den strammeste politik i nyere tid. Men jeg ville da ønske, at SF ville droppe det her.«

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

I går meldte LA ud, at de er klar til at lade det offentlige forbrug stige! En meget opsigtsvækkende udmelding, eller hvad? Vi diskuterer LAs velfærds-vending, inden debatten om et sprøjteforbud får premiere i B.T. Valgkamp. Spørgsmålet er, om det er en tabersag for blå blok? Et parti, der i hvert fald er på glatis, er Socialdemokratiet, der efter en beef med Birthe Kjær nu har lagt sig ud med Anders Matthesen. Vi spørger, hvor farligt det er for S, inden vi fælder dom over det nye afsnit af TV 2s ‘Højskolen’, hvor Messerschmidt bolo indtager en hovedkarakter, og en samtale mellem Støjberg og Løkke kunne mærkes helt ude i stuerne. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen  Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.