SF vil ikke acceptere, at regeringen »egenrådigt« placerer et nyt udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Lolland.
Det slår udlændingeordfører Carl Valentin fast i et interview med B.T.
Derfor har partiet sammen med den borgerlige opposition skabt flertal for et beslutningsforslag, der nu har tvunget regeringen og udlændingeminister Mattias Tesfaye til at åbne drøftelser om det nye udrejsecenter.
Placeringen af udrejsecenteret, der skal huse 130 kriminelle udlændinge og personer på 'tålt ophold', der er udvist af Danmark, er allerede blevet mødt med massive lokale protester.
Blandt andet fra kommunens borgmester, Tonni Hansen, der er den eneste SF-borgmester i spidsen for en af landets 98 kommuner.
Carl Valentin, hvor meget handler jeres modstand om, at det er en SF'er, der er borgmester på Langeland?
»Det handler det slet ikke om! Det handler om, at vi grundlæggende ser det som en rigtig dårlig beslutning, fordi Langeland lever af turisme. Det er samtidig en kommune, der har kæmpet med problemer, men har fået vendt skuden. Det ville være rigtig ærgerligt at stikke en kæp i hjulet på den proces.«
Kan du forstå, hvis nogen tænker, at det ser lidt mærkeligt ud, at I stejler over placeringen af et udrejsecenter, når det ender i den eneste af 98 danske kommuner, hvor borgmesteren er fra SF?
»Jeg kan ikke forstå, at folk ser sådan på det. Der er gode grunde til, at Langeland er en dårlig placering for det nye udrejsecenter. Altså … Vi har selvfølgelig tæt kontakt med borgmesteren, men det har ikke indflydelse på vores holdning, at vi er i samme parti. Det er bare en dårlig idé. Det ville det også være, hvis borgmesteren ikke hed Tonni og var SF'er,« siger SFs udlændingeordfører.
Hvilken placering er så bedre end Langeland – Fanø? Falster? Bornholm?
»Vi har slet ikke lyst til at komme med konkrete bud på alternative placeringer. Det har vi ikke forudsætningen for at kunne gøre, for det kræver et oplyst grundlag. Det er det, vi mener, at regeringen og ministeren burde levere. Vi skal kunne se, hvad fordele og ulemperne er, og her er det en egenrådig beslutning, der rammer Langeland …«

Hvorfor kan I ikke komme med bare én alternativ placering?
»Jeg synes, det ville være useriøst, hvis man siger, at man vil placere noget et sted, uden at ministeriets embedsværk har præsenteret et ordentligt og bredt vurderingsarbejde.«
Men du ville jo ikke kunne finde én eneste kommune, der ikke ville komme med lignende argumenter – et udrejsecenter er ikke noget, folk vil have i deres baghave. Så flytter I ikke bare aben her?
»Jeg mener ikke nødvendigvis, at man skaber det samme problem ved en anden placering. Man kan finde andre steder, hvor der ikke vil være den samme effekt som på Langeland. Men ja … Jeg erkender, at der er meget få mennesker, der vil synes, at det er fedt at have et udrejsecenter i baghaven. Det kan jeg godt forstå. Sådan ville jeg også selv have det.
Hvis de fleste tænker sådan, så undgår man vel aldrig lokale protester. Og dermed kan man vel aldrig placere sådan et center det helt rigtige sted?
»Vi vil gerne have, at den her beslutning bliver truffet på et oplyst grundlag og i dialog og forhandling med Folketingets partier. Dermed kan vi finde en løsning, som er bedre end den her«, siger Carl Valentin.
Beslutningen om at placere udrejsecentret på Langeland er en administrativ beslutning. Det vil sige, at regeringen selv kan beslutte det og i praksis ikke behøver ændre sin beslutning, selvom et flertal kræver det.
Det er dog stadig en uafklaret debat blandt jurister med speciale i statsret, hvor forpligtet regeringen er på at følge et vedtaget beslutningsforslag.
Torsdag eftermiddag har udlændingeminister Mattias Tesfaye dog indkaldt partiernes udlændingeordførere til drøftelser, dog uden at love en ændring af den kontroversielle beslutning.
Carl Valentin, hvad bliver konsekvensen, hvis regeringen i sidste ende ikke følger flertallet og ændrer placeringen?
»Jeg synes, det bør have konsekvenser parlamentarisk, hvis man ikke tager sin støttepartiers holdninger til efterretning. Det betyder ikke, at vi vælter regeringen. Men regeringen skal ikke gøre sig alt for upopulær,« siger Carl Valentin, SFs udlændingeordfører.
Mattias Tesfaye har udtalt til B.T., at regeringen ikke har intentioner om at »tromle henover et flertal i Folketinget«.
Drøftelserne er skemalagt til at finde sted tirsdag 25. maj.

