Thomas Nystrøm kunne lørdag oplyse, at han trækker sig fra sin stilling som særlig rådgiver for Pia Olsen Dyhr.

Beslutningen kommer efter, at en række ældre krænkelsessager er kommet frem i kølvandet på hans ansættelse. 

I et skriftligt svar til B.T. oplyser partiets politiske ordfører, Sigurd Agersnap:

'Jeg har noteret mig den særlige rådgivers beslutning om at trække sig. De seneste dage har fyldt meget, og nu er det vigtigt, at fokus igen kan rettes mod det arbejde, SF er sat i verden for: stærkere velfærd, en retfærdig pension, den grønne omstilling og arbejdet med at realisere regeringsgrundlaget.'

Hele stormvejret startede, da SFs rådmand på Frederiksberg, Lotte Kofoed, onsdag rettede skarp kritik i Politiken af ansættelsen af Thomas Nystrøm som Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver.

For seks år siden, tilbage i 2020, fyrede SF-formanden nemlig selv samme rådgiver efter flere krænkelsessager. Blandt andet hvor Lotte Kofoed var blevet krænket af manden, fortalte hun til avisen.

Dagene efter er Lotte Kofoed blevet bakket op fra flere steder i partiet, der har taget afstand fra genansættelsen af den særlige rådgiver.

Nu har Thomas Nystrøm lørdag eftermiddag så valgt at trække sig som særlig rådgiver. 

Men på trods af, at Thomas Nystrøm har trukket sig, er skaden dog allerede sket, lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

B.T. forsøger også at få en kommentar fra formand Pia Olsen Dyhr.