Sisse Marie Welling (SF) vil være overborgmester i København.

Det siger hun i et interview med Dagbladet Information.

- Og det gør jeg for at give københavnerne et reelt valg om, hvem de ønsker skal lede deres by, siger hun.

Meldingen kommer efter, at SF's københavnske spidskandidat i længere tid har fået kritik for ikke at melde sit kandidatur.

Blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S) har kritiseret, at Sisse Marie Welling ikke har meldt sig.

- I København lurepasser SF's spidskandidat og nægter at svare på, om hun vil være overborgmester eller ej. Det synes jeg er noget luskeri over for vælgerne, har hun sagt til DR.

Til kommunalvalget skal Sisse Marie Welling blandt andet op imod Pernille Rosenkrantz-Theil, der er spidskandidat for Socialdemokratiet.

Hun har tidligere afvist at gøre en anden kandidat til overborgmester og er derfor klar til at sidde i opposition, hvis Socialdemokratiet ikke får posten.

Og det ultimatum har blandt andet medvirket til, at Sisse Marie Welling nu melder sit kandidatur, fortæller hun til Information.

- Socialdemokratiet har ikke førstefødselsret til magten, siger hun.

Sisse Marie Welling, der i øjeblikket er sundheds- og omsorgsborgmester, har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2010.

/ritzau/