Til august bliver SF-profilen Kira Marie Peter-Hansens familie et medlem rigere.

Hun venter sig nemlig en lille pige.

Det afslører hun nu i et opslag på Facebook:

»Jeg er blevet lidt tungere!,« indleder hun sit opslag.

»Jeg går nemlig og bærer rundt på en ny lille europæer, der kommer ud til os i august,« skriver SFs repræsentant i Europa-Parlamentet.

Kira Marie Peter-Hansen, som i 2024 blev genvalgt til en plads i Europa-Parlamentet, skriver videre, at hun og familien allerede glæder sig til at møde den lille nye.

SF'eren har siden 2019 siddet i Europa-Parlamentet. Dengang overtog hun et mandat fra partifællen Karsten Hønge, der takkede nej.

I den forbindelse lød det fra en 21-årig Kira Marie Peter-Hansen, at hun var lidt chokeret over, at hun nu pludselig kom ind, selv om hun kun fik tredjeflest stemmer i partiet ved valget.

For det betød også, at hun blev indehaver af en vild rekord.

»Jeg er lidt i chok. Det er jo helt vildt at være det yngste medlem nogensinde. Det er en kæmpe ære. Jeg glæder mig til at komme i gang,« sagde Kira Peter-Hansen i 2019.