SF-koryfæet Aage Frandsen skyder helt ved siden af i sin kritik af Villy Søvndal og SF som regeringsparti. Hvad har han selv opnået, spørger politisk ordfører Jesper Petersen.

Tidligere folketingsmedlem Aage Frandsen har de seneste måneder markeret sig som en af de skarpeste interne kritikere af SF-ledelsen. Senest siger den tidligere gruppeformand i et interview med Information, at SF har slækket alt for kraftig på sin politik for at være en del af Helle Thorning-Schmidts (S) regering.

I interviewet skyder Aage Frandsen især med skarpt mod Villy Søvndal, som han beskylder for at have mistet følingen med partiets menige medlemmer. Men det er dybt urimeligt og respektløst over for den afgående formand, lyder det fra politisk ordfører Jesper Petersen, der returnerer Frandsens kanonade.

- Bagklog kan man altid være, og Aage Frandsen har vist sig at være en uudtømmelig kilde til bagklogskab. Hans eneste politiske råd - det eneste råd, som ikke er bagudskuende - er, at SF skal forlade regeringen. Det kan man godt mene, men jeg er uenig, og det er også i modstrid med, hvad landsmøde på landsmøde har vedtaget i SF, siger Jesper Petersen til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge den politiske ordfører romantiserer Aage Frandsen tilværelsen som støtteparti.

- Det har krævet kompromiser fra SF at sidde i regering. Men nu er vi i en situation, hvor man ikke kan lave love og reformer i Danmark, uden at SFs politikere er med ved bordet.w Det er en indflydelse, der overhovedet ikke kan sammenlignes med de småting, vi lavede som støtteparti i 90erne, hvor Aage Frandsen var med i partiledelsen, siger Jesper Petersen.

Han giver dog Aage Frandsen ret i, at SF skal blive bedre til at fremføre selvstændig politik. Men han afviser kritikken om, at SFs interne demokrati halter.

- Vi skal hele tiden udvikle og forbedre partidemokratiet, men alle vores vigtige beslutninger er i forvejen forankret i partiets demokratiske organer. Vi har for eksempel holdt otte landsledelsesmøder siden landsmødet i slutningen af april. Kan vi finde flere metoder, er jeg helt med på det, men jeg mener, at Aage Frandsen bør undersøge fakta, inden han kommer med sin kritik - især når han ikke har været i nærheden af at levere de resultater, som Søvndal har leveret, siger Jesper Petersen.

Den politiske ordfører mener, at den højlydte kritik fra utilfredse SFere besværliggør partiets rolle som regeringsparti.

- SF er et debatterende parti med højt til loftet, men jeg synes, at man selv som tidligere gruppeformand skylder at bruge sine muligheder internt, før man går til pressen. Jeg har ikke set en eneste henvendelse til folketingsgruppen eller landsledelsen fra Aage Frandsen, påpeger han.