Det er nu 76 dage siden, at SF-formand Pia Olsen Dyhr valgte at genansætte sin tidligere rådgiver, der i 2020 forlod partiet efter flere sager om krænkelser.

Selvom Thomas Nystrøm forlod stillingen igen fire dage efter genansættelsen, bliver sagen ved med at skygge for SFs politik.

For selv efter en lang sommerferie står en række spørgsmål stadig ubesvarede hen.

Spørgsmål, som Pia Olsen Dyhr ikke vil svare på, og en håndtering, som hun bliver beskyldt for at have været med til at holde sagen i live.

Sagen bliver nemlig ved med at dukke op.

Torsdag i sidste uge haglede spørgsmålene om rådgiversagen ned over Pia Olsen Dyhr, da SF holdt pressemøde på partiets sommergruppemøde.

Resultatet var, at SFs egen politik nærmest druknede i sagen. 

Tirsdag i denne uge blev ingen undtagelse.

Her fangede B.T. sammen med den øvrige presse Pia Olsen Dyhr på vej ind til partiets gruppemøde og spurgte, om hun selv er med til at skygge for SFs politik ved fortsat ikke at svare på spørgsmålene i sagen.

»Jeg har ikke flere kommentarer til sagen,« lød svaret.

Heller ikke blandt de øvrige SF'ere var der kommentarer at hente, hvor Karsten Hønge udtalte til pressen: »Det må I snakke med Pia om.«

Mandag morgen kunne B.T. beskrive, hvordan flere SF-medlemmer i partiets lukkede Facebook-gruppe fortsat efterspørger svar.

»Jeg synes overhovedet ikke, Pia svarer, hverken i dag eller tidligere. Pia Olsen Dyhr har tidligere sagt, der ikke er plads til krænkende adfærd i SF. Men man må jo konstatere, at det er løgn. Tværtimod har formanden faktisk banet vejen for det,« skrev et medlem af SFs lukkede Facebook-gruppe torsdag efter pressemødet. 

Da B.T. i sidste uge konfronterede Pia Olsen Dyhr med, at det ikke kun er pressen, men også medlemmer af hendes eget parti, der efterspørger svar, reagerede hun kontant:

»Hold nu op! Jeg synes simpelthen, at det her er skørt. Selvfølgelig taler jeg med mine medlemmer. Vi taler med dem løbende, og vi har haft mange samtaler,« sagde Pia Olsen Dyhr.

Hun svarede dog ikke på B.T.s konkrete spørgsmål.

Sagen ser indtil videre ikke ud til at have sat sig nævneværdigt i SFs meningsmålinger.

Pia Olsen Dyhrs personlige popularitet er dog faldet med 18 procentpoint siden tre dage før folketingsvalget.