SFs to formandskandidater er begge klar til at bryde den tætte relation til Socialdemokraterne.

Begge SFs formandskandidater vil skære båndene til Socialdemokraterne over, når der skal være valg næste gang, skriver Jyllands-Posten.

Det sker for at gøre SFs profil mere selvstændig.

- For mig er det vigtigt, at SF går til valg på sit eget program ved næste folketingsvalg, siger sundhedsminister Astrid Krag til Jyllands-Posten.

Krag har været en af de ledende kræfter, der sammen med den afgående SF-formand, Villy Søvndal, har brugt de seneste fire år på at opbygge et tæt samarbejde med Socialdemokraterne. Men nu erkender hun, at S og SFs kampagne har kostet stemmer.

- Vælgerne skal vide, hvad de kender SF for. De skal vide, hvad de får mere af, hvis de stemmer på SF. Det ved de ikke i dag, og det er et problem, som vi allerede kunne se ved det seneste valg, siger hun til avisen.

SFs anden formandskandidat, Annette Vilhelmsen, er på linje med Krag.

- Det overrasker mig faktisk, at Astrid siger det nu. Men det gør mig glad, for det er det, som jeg hele tiden har ment, siger Vilhelmsen til Jyllands-Posten.

Fra socialdemokratisk side erklærer man samarbejdet mellem de to partier for dødt.

- Det giver slet ingen mening at tale om at lave noget fælles S-SF uden om De Radikale. At vi har fået De Radikale med i regering og har et loyalt samarbejde med dem, betyder, at S-SF aksen ikke længere findes, siger Magnus Heunicke (S) til Jyllands-Posten.