Mattias Tesfaye opgiver næstformandsposten i SF på grund af uenighed med den nye ledelse. Et tab, vurderer SF-kender, fordi det viser, at partiet ikke kan rumme forskellige holdninger.

- Jeg er politisk uenig i den linje, Annette Vilhelmsen er gået til formandsvalg på, og den, som nu skal folde sig ud i SF.

Det er SF-næstformand Mattias Tesfayes begrundelse for, at han trækker sig fra alle sine tillidshverv i dag, torsdag, knap to måneder efter Vilhelmsens jordskredssejr til posten som formand for partiet.

Hans afgang er et tab for partiet, vurderer SF-kender og journalist på Weekendavisen Hans Mortensen, som har forfattet bogen »Den røde tråd - SF og vejen til magten«.

- Det er et tab, fordi Tesfaye er en markant figur, som SF har brug for på grund af hans tidligere position i fagbevægelsen. Men det er også et tab, hvis man ikke kan rumme forskellige holdninger. Det skal man helst kunne som parti, siger Hans Mortensen og forklarer, at Tesfayes beslutning er et udslag af den klare uenighed, som blussede op under formandsvalget.

- Det viser, at der ikke bare er fred og ro i SF. Vi har ikke hørt så meget siden valget, fordi Astrid Krags (sundhedsminister og kandidat til formandsposten i SF, red.) fløj tabte stort, men der har ikke været ro på bagsmækken over det hele, siger Hans Mortensen.

Forfatteren understreger, at det er naturligt, at nogle af taberne fra valget ikke ønsker at være med mere. Men Mattias Tesfayes farvel rammer hårdt.

- Det er partiets næstformand, der trækker sig. Det betyder noget, fordi han også er et stærkt kort, Han appellerer til mange mennesker og har en stor fanskare, som SF dermed ikke længere har nogen, der appellerer til, siger han.

Den afgående næstformand selv forklarer, at han uden bitterhed har truffet sin beslutning, fordi han ønsker en mere midtersøgende værdipolitik, end partiledelsen vil have.

- Jeg gider ikke være en taburetklæber, som bliver, uanset hvilken politik der bliver gennemført. Jeg er der, fordi jeg kæmper for noget, og når jeg ikke kan se det afspejlet mere, så må jeg pakke værktøjet sammen og finde et andet sted, siger Tesfaye til Berlingske Nyhedsbureau.

Helt ud af SF trækker han sig dog ikke. Han forbliver menigt medlem af partiet, forklarer han.

Landsledelsen holder møde torsdag eftermiddag, hvor Mattias Tesfaye officielt forlader sin post, og SFerne vælger en ny næstformand.