Slå koldt vand i blodet, lyder det til Socialdemokraterne og Enhedslisten fra SFs politiske ordfører, Jesper Petersen.

SF forsøger nu at lægge låg på den ophedede debat, der på det seneste er opstået mellem Enhedslisten og Socialdemokraterne, og som fredag har fået Pernille Rozenkranz-Theil (S) til at kalde Enhedslisten for mere populistisk end Dansk Folkeparti.

Ret kanonerne ud af båden og mod de højreorienterede, lyder opfordringen nu fra SFs politiske ordfører, Jesper Petersen.

- Jeg vil anbefale en dosis koldt vand i blodet inden S og Ø får sig talt for langt fra hinanden. Der vil selvfølgelig altid være uenigheder mellem partierne, men jeg synes, vi skal huske på, at der er langt mere, der samler end splitter. Min opfordring er dybe indåndinger, koldt vand i blodet – og vend kanonerne ud af båden mod de højreorienterede partier, siger han i en kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Jesper Petersen minder om, at Enhedslisten har indgået vigtige aftaler med regeringen som eksempelvis en øget skat på de multinationale selskaber, kickstarten, flere penge til den kollektive trafik og energiforliget.

- Det gode samarbejde skal efter min mening gerne fortsættes – gerne både om skattereform og næste års finanslov. Så hvis Johanne undlader trusler om at vælte regeringen, anerkender Danmarks økonomiske udfordringer og S-folk ikke kalder Johanne for populist, så står vi os nok bedst, alle vi, der gerne vil en solidarisk vej ud af krisen, siger Jesper Petersen.

Striden mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten er optrappet den seneste tid, hvor Enhedslisten flere gange har beskyldt regeringen og ikke mindst Socialdemokraterne for at kigge for meget til højre.

Selv om Jesper Petersen gerne så samarbejdet mellem regeringen og Enhedslisten fortsætte, erkender han, at der er uenigheder.

- Der vil selvfølgelig også være steder, hvor vi ikke når hinanden, og der må vi som regering søge andre flertal. Men herregud, sådan er politik. Der er en grund til, at vi er i forskellige partier, siger han.