SF bakker ikke op om Liberal Alliances beslutningsforslag om at forlænge forældelsesfristen i ministeransvarsloven og en hastebehandling.

Det meddeler SF til Ritzau.

Dermed er der ikke et politisk flertal for forslaget. Det havde krævet SF's 15 mandater.

- SF kommer ikke til at bakke op om forslaget fra den blå opposition. Det ligner mest af alt en klapjagt i en sag, som allerede er blevet grundigt undersøgt af en kommission, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, i en skriftlig kommentar.

SF fremlægger et forslag om forældelsesfrister for ministre, men uden "passus om hastebehandling".

Meldingen kommer, efter at alle oppositionspartier minus SF bakker op om LA's forslag, som kort handler om, at statsminister Mette Frederiksen (S) ikke bliver endegyldigt fredet i den såkaldte Minksag.

Den har fået ny aktualitet, efter at Berlingske og B.T. forleden kunne afdække et nyt lag.

Sms-beskeder fyldte meget under Minksagen for fire år siden, da det kom frem, at blandt andre Mette Frederiksen havde indstillet sin mobil til automatisk at slette beskeder.

Dengang meddelte den daværende S-regering til Folketinget, at alle metoder var afprøvet i forhold til at genskabe sms-beskederne.

Genskabelse af sms-beskederne skulle kortlægge, hvad ministre og embedsfolk skrev til hinanden forud for beslutningen i november 2020, om at alle mink i Danmark skulle aflives under covid-19. En beslutning, der ikke var lovhjemmel til fra start af.

Mandag kunne Berlingske og B.T. beskrive på baggrund af en aktindsigt, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde kendskab til en metode, der måske kunne have genskabt sms-beskeder i Minksagen.

Ifølge B.T. og Berlingske havde en specialist i Center for Cybersikkerhed gjort opmærksom på, at det muligvis kunne lykkes at genskabe de sms-beskeder, der var blevet slettet.

Det krævede, at man skulle undersøge de computere, der var koblet til telefonerne.

Justitsministeriet har over for B.T. og Berlingske afvist at have gjort noget forkert.

Inden for de nuværende regler vil sagen være juridisk forældet den 4. november. Det er derfor, at oppositionspartierne minus SF vil have hastebehandlet forslaget.

Men efter SF's melding er statsministeren altså juridisk fredet.

- SF har før foreslået en ændring af forældelsesfristerne for ministre. Det mener vi fortsat. Men det er ikke noget, der skal hastes igennem - det er noget, der skal gøres ordentligt.

- Men for os at se er helt åbenlyst, hvad der foregår nu: De blå partier vil gerne genoplive Minksagen og er hoppet tilbage på den dødssejler, der førte til blåt forlis for bare få år siden. Det vil vi ikke være statister i. Derfor fremsætter vi vores eget identiske forslag - bortset fra passus om hastebehandling, lyder det fra Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun tilføjer, at det for SF "handler om princippet".

- Ministre skal kunne stilles til ansvar, og forældelsesfristen skal derfor udvides. Men vi skal ikke have Trump-tilstande i dansk politik, hvor man igen og igen vil have omkamp på de samme spørgsmål, selv om de er afdækkede.

- Så er der spørgsmålet omkring sms'erne, som regeringen naturligvis skylder Folketinget svar på, og SF er helt med på, at det bør undersøges nøjere, hvorfor det blev bremset, at der - muligvis - havde været en metode til gendannelse af sms'er, siger SF'eren.

/ritzau/