Regeringspartiets retsordfører stoler på, at bandelederen Store A bliver sigtet efter terrorlovgivningen, hvis der er belæg for det.

Hvis bandelederen Abderrozak Benarabe - også kaldet Store A - har foretaget sig noget ulovligt i Syrien, så bør ordensmagten skride ind og forsøget at få sigtet ham.

Sådan lyder meldingen fra SFs retsordfører, Karina Lorentzen (SF), efter Berlingske onsdag skriver, at bandelederen fra Blågårds Plads i København har været i Syrien for at kæmpe sammen med gruppen Ahrar al-Sham, der af Politiets Efterretningstjeneste (PET) beskrives som en militant, islamistisk terrorgruppe.

»PET har for længst været ude at sige, at det i visse tilfælde kan være terror, hvis man rejser til Syrien og deltager i kamphandlinger. Derfor er jeg ganske tryg ved, at både PET og Rigspolitiet holder øje med det her, og jeg har en klar forventning om, at de reagerer på det, hvis der er lovovertrædelser forbundet med det her,« siger Karina Lorentzen.

Hun kalder det bekymrende, at der - som PET tidligere har konstateret - er en sammenkobling med bandemiljøet og nogle af dem, der rejser til Syrien.

»Hvis de kriminelle deltager i kamphandlinger i Syrien, så får de kompetencer til at gøre nogle ting, når de vender hjem til Danmark, så det er noget, man skal være opmærksom på. Men jeg er ret sikker på, at de (politiet og PET, red.) bruger de midler, som de har til at få retsforfulgt de her mennesker, når der er mulighed for det,« siger Karina Lorentzen.

Store As færden i Syrien er blevet filmet af den danske journalist Nagieb Khaja, der har solgt sin dokumentarfilm om bandelederen til DR2.

Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet, vurderer, at bandelederens deltagelse i konflikten i Syrien kan være en overtrædelse af terrorlovgivningen.