Løntrykkeri og et ukontrolleret arbejdsmarked er hverdag i Danmark, lyder det i Pia Olsen Dyhrs 1. maj-tale.

København: Flere danskere oplever, at arbejdsmiljøet visner væk. At lønnen trykkes, og at job forsvinder til lavest bydende.

Det er et stigende problem, at udenlandsk arbejdskraft presser danske lønninger og arbejdsforhold, mener SF's formand, Pia Olsen Dyhr. Derfor bruger hun 1. maj til at sætte fokus på forholdene på de danske arbejdspladser.

- Hvor man før i tiden skulle købe en flybillet til Italien, England eller Tyskland for at finde et wild west-arbejdsmarked, så kan man i dag nøjes med en to zoners busbillet. For det er også blevet hverdag her i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun holder søndag formiddag tale hos blandt andet 3F i Ballerup ved København.

Her påpeger Pia Olsen Dyhr, at der ikke er styr på, hvem der arbejder på danske byggepladser. ID-kort er en enkelt måde at kontrollere, hvem der udfører arbejdet.

SF-formanden kritiserer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at have sløjfet de såkaldte ID-kort. Men hun retter også en kritik mod EU.

- Det er dog ikke nok at rette blikket mod Løkke. Vi er også nødt til at gøre mere ved det, der sker på tværs af grænser i de her år, siger Pia Olsen Dyhr.

EU's fælles regler undergraver i nogle tilfælde det danske arbejdsmarked, lyder det.

- Det er på tide med en langt mere offensiv dansk linje i EU i opgøret mod social dumping, siger Pia Olsen Dyhr.

Lastbilbranchen bliver fremhævet som et område, hvor løn- og arbejdsforhold er under pres. Udenlandske chauffører bor under usle forhold på danske rastepladser, og deres månedsløn er en fjerdedel af danske chaufførers, påpeger SF-formanden.

- Det er uværdigt og uholdbart, siger Pia Olsen Dyhr.

- Vi skal stramme de danske regler op omkring, hvornår en international kørsel giver adgang til at køre i Danmark. Og vi skal om nødvendigt tage kampen ved EU-Domstolen.

/ritzau/