I den seneste Gallup-måling er SF fordoblet, siden valget i 2022.

Med 16,8 procent af stemmerne, går det faktisk så godt, at partiet ånder Socialdemokratiet i nakken.

Mette Frederiksen og kompagni scorer således 19,6 procent – et voldsomt fald fra valget, hvor 27,5 procent satte sit kryds ved partiet.

Men selvom det går glimrende for SF, afviser Joachm B. Olsen, B.T.s politiske kommentator, at Pia Olsen Dyhr er med i spillet om nøglerne til statsministeriet.

Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator.
Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det kommer aldrig til at ske. Og grunden til det er, at det typisk går til det største parti inden for en blok, men også til dem, der kan gå hen over midten. Så der har Socialdemokratiet muligheder, som SF ikke har, for SF kan ikke gå hen over midten, og hvis de var gået med i den nuværende regering, havde de ikke haft de målinger, de har nu,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Pia Olsen Dyhr bliver ikke statsminister, og det ved hun også godt selv.«

Men den flotte fremgang kan ingen tage fra SF, og Joachim B. Olsen kan da også pege på flere gode ting, partiet har gjort, som kan være årsagen til, at vælgerne kigger den vej.

»De har igennem flere år forfulgt en strategi, der har handlet om at være spilbare, arbejde parlamentarisk, lave forlig og derigennem også gå på kompromis, selvom det har været svært. Og på den anden side har de stået klistret op af Socialdemokratiet, så deres vælgere kan falde lige ned i SFs kurv, når de bliver utilfreds med Socialdemokratiet. Den balance har de været ret dygtige til, og det er nemmere sagt end gjort.«

Joachim B. Olsen påpeger også, at SF har været retorisk dygtige, idet de i stor udstrækning holder sig fra at svine Socialdemokratiet til, selvom de er gået i regering med Venstre og Moderaterne.

»Man skal huske, at mange af de vælgere, der lige nu går fra Socialdemokratiet til SF, de kan som udgangspunkt godt lide Socialdemokratiet, så hvis SF havde kørt en stil, hvor de havde skældt meget ud og været hårde i retorikken, som Enhedslisten en gang imellem er, så tror jeg ikke, at de havde fået så mange vælgere.«