Det vælter ind med nye medlemmer i SF. Og både tilhængerne af Annette Vilhelmsen og Astrid Krag frygter, at det sker for at sikre flere stemmer til den anden kandidat, og kuppe det dramatiske formandsvalg.

Der har været en voldsom vækst fra formandsvalget blev udløst og frem til sidste fredag, som var sidste chance for at melde sig ind, hvis man vil nå at stemme i formandsvalget.

- Fra Villy stoppede til deadline for at man kunne melde sig ind og deltage i urafstemningen, har 273 meldt sig ind i SF, siger partiets næstformand Mattias Tesfaye.



Unge stemmer Astrid

I nogle SF-kredse er man ikke i tvivl om, hvad der foregår.

- Vi har fået 20-30 nye indmeldinger og i forvejen er vi under 100. Alle de nye er unge, og de vil sandsynligvis allesammen stemme på Astrid Krag, siger en kilde i en sjællandsk SF-kreds, som ikke vil stå frem.

Andre SF-kilder peger på, at mange har meldt sig ud det seneste år i skuffelse over partiets højredrejning. Det er sandsynligt, at nogle af dem nu vender tilbage, og de vil typisk stemme på Annette Vilhelmsen.


Mattias Tesfaye afviser enhver snak om ’kup’.

- Jeg hører fra folk i begge kandidaters kampagner en frygt for, at den anden side vil ’kuppe’ afstemningen. Det er noget sludder. For det første er det virkelig få i forhold til det samlede medlemstal. For det andet kommer de nye medlemmer fra alle aldersgrupper og over hele landet, siger Mattias Tesfaye.

For at melde sig ind og blive stemmeberettiget, skal man blot betale et indmeldelsesgebyr, som er afhængig af ens løn. Det billigste for studerende ol. er 60 kr. i kvartalet. Så snart valget er overstået kan man bare melde sig ud igen. Socialdemokraterne oplevede også en voldsom medlemsfremgang i 2005 op til kampvalget mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt.

Sidste oplyste medlemstal for SF i 2012 var 15.633. Partiet toppede i 2010 med 17.883. Det helt store ryk skete fra 2007-08. I 2007 havde partiet 9.647 medlemmer, og det eksploderede året efter til 15.630. Det var i den periode, Villy Søvndal, Ole Sohn og Thor Möger enedes med Socialdemokraterne om Fair Forandring og Fair Løsning. det fælles projekt, som nu endeligt lægges i graven, idet både Astrid Krag og Annette Vilhelmsen siger, at de vil løsrive SF fra det tætte S-samarbejde, hvis de vinder formandsvalget.