SF angriber nu De Radikale, som partiet mener, har svækket den nye regerings sociale profil.

Det er De Radikales skyld, at de ting, der kunne have skabt mere lighed i samfundet, i stort omfang er blevet pillet ud af regeringsgrundlaget.

Beskyldningen kommer fra SF, som dermed ifølge Politiken søndag for første gang åbner for et offentligt slagsmål mellem regeringspartierne om, hvem der bærer ansvaret for de mange beskyldninger om løftebrud, som især har ramt SF efter regeringsdannelsen.



- Vi er jo i regering med et parti, der ikke har samme målsætning om lighed som os og ikke samme målsætning om at finde finansiering til bedre velfærd og bedre folkeskoler, siger politisk ordfører Jesper Petersen (SF) til avisen.

HAR DE RADIKALE SVÆKKET REGERINGENS SOCIALE PROFIL? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Hidtil har der været ro fra toppen af de to partier, mens der især fra SF's bagland har været kritik af, at partiet har måttet opgive at få højt profilerede mærkesager som skat på millionærer, højere bankskatter og afgift på aktiehandel igennem.

Det har også gjort ondt på venstrefløjen, at den nye regering vil fastholde den lettelse i topskatten i 2014, som den borgerlige regering besluttede.

- Det har været vigtigt for De Radikale at sætte prop i de forslag. Det indebærer så, at der er færre penge at gøre godt med til de ting, der ville have skabt mere lighed, gavnet de lavestlønnede og bidraget til velfærden, siger Jesper Petersen.

Han mener, at De Radikales modstand er en af årsagerne til, at SF er blevet mødt af hård kritik de seneste to uger.

- De er med til at afskaffe fattigdomsydelser. Det er socialt retfærdig politik. Men de er ikke noget socialistisk parti, siger Jesper Petersen.

Den radikale forskningsminister, Morten Østergaard, bemærker, at 'det ikke giver mening at sidde og pindehugge i, hvad der er kommet fra det ene og det andet parti'.




Han mener, at alle tre partier har aktier i regeringsgrundlaget.

- Jeg kan stå fuldt inde for hele grundlaget. Også de idéer, som De Radikale ikke har bragt til torvs. Det er jeg tilfreds med, og jeg har ikke noget at udsætte på SF's ageren, han.

/ritzau/

Synes du, at De Radikale har svækket regeringens sociale profil, eller er det kun godt, at De Radikale har trukket regeringsgrundlaget til højre, mod midten af dansk politik?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.