Fredag morgen kom det frem, at Karen Hækkerup (S) trækker sig fra stillingen som justitsminister. Hun skifter posten ud med en direktørpost hos Landbrug og Fødevarer. BTs politiske kommentator Søs Marie Serup kalder trækket opsigtsvækkende, men også klogt. Det er dog landsbrugsorganisationen, der har gjort noget klogt, forklarer hun.

- Det er opsigtsvækkende, fordi valget af en socialdemokrat på sådan en post umiddelbart kan se lidt mystisk ud. Men måske har de tænkt klogt over på Axelborg (Landbrug og Fødevarer, red.). For hvis organisationen ud fra meningsmålingerne forventer en blå regering, kan det blive nemmere for en sådan at lave noget med den kommende opposition, hvis der sidder en socialdemokrat på direktørposten på Axelborg, siger hun.

Kan du huske Thornings første ministerhold: Se her hvad der blev af dem

Det er altså muligvis et klogt træk fra den store brancheorganisation, som oftest må siges at være Venstre-land, senest med den tidligere Venstre-politiker Søren Gade.

Forlader synkende skude

Selvom Søs Marie Serup understreger, at man må give Karen Hækkerup den kredit, at posten var en mulighed, der skulle gribes, så er det stadig noget, der vækker opsigt.

- Vi skal tage med i betragtningen, at den type jobs, som Hækkerup får, ikke hænger på træerne. Det er en stor post. Men hvis man stod i starten af et stærkt politisk projekt, var der ikke en eneste minister, der ville overveje at gå, forklarer BTs politiske kommentator. Den mest oplagte årsag til at spærre øjnene op er, at det nu bliver regeringens ottende ministerrokade, hvilket aldrig er set før. Det gør bestemt ikke dagens nyhed mindre, ifølge kommentatoren.

- Otte rokader er aldrig set før. Og endnu en fortælling i denne opsigtsvækkende historie er, at det er en af regeringens dygtigste ministre, der forlader den synkende skude, hvis man følger meningsmålingerne. Det er et krisetegn, at topministrene overhovedet overvejer andet end at være ministre mange år frem, siger Søs Marie Serup.

Mette Frederiksen (S) erstatter Karen Hækkerup som justistsminister, mens Henrik Damm ifølge politiko.dk overtager posten som beskæftigelsesminister.