Mandag klokken 15 gik en flok partiledere ind i Justitsministeriet med en lang liste af krav til den næste genåbningsfase.

Øverst på listen stod et opgør med coronapasset, som er blevet adgangsbilletten til stort set alt.

»Jeg kan godt se ideen i coronapasset nogle steder, men mange steder giver det ikke mening,« sagde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen på vej ind til forhandlingerne.

Men da partilederne – efter næsten ni timers forhandling med Nick Hækkerup og Magnus Heunicke – stillede sig frem foran pressen kort før midnat, var reglerne for coronapasset stort set uændrede.

Her ankommer Konservative Folkepartis Søren Pape og Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Her ankommer Konservative Folkepartis Søren Pape og Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

Kun på biblioteker og i det frivillige foreningsliv bliver kravet om at fremvise gyldigt coronapas fjernet fra på fredag.

»Jeg havde ønsket et større opgør med coronapasset, men regeringen stillede sig i vejen. Det er da drøn ærgerligt. Men jeg vil dog glæde mig over, at vi endelig fik et svar på, hvornår coronapasset og mundbindet endeligt skal udfases,« siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Som så mange gange før trak forhandlingerne ud. Og især først på aftenen var armlægningen stor.

Især de borgerlige partier forsøgte at presse regeringen til at lempe kravene til coronapas, mundbind og større events. Men de to ministre rykkede sig kun meget lidt.

Her ankommer Sundhedsminister Magnus Heunicke. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Her ankommer Sundhedsminister Magnus Heunicke. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

Til stor frustration i forhandlingslokalet.

Hurtigt stod det klart, at kravet fra de borgerlige partier og Radikale Venstre om en kørekortsmodel for coronapasset, fik en blank afvisning af regeringen.

Kørekortsmodellen går kort sagt ud på, at man ikke skal vise coronapas for at gå på restaurant, men kun når myndighederne laver stikprøvekontrol. Præcis som et almindeligt kørekort.

Derfor endte det med, at partierne – efter to aftaleudkast – blot kunne blive enige om, at kravet om coronapas og mundbind som udgangspunkt skal udfases og helt fjernes, når alle over 16 år har fået tilbudt en vaccine.

Her ankommer Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Her ankommer Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

Den endelige beslutning om udfasningsplanen bliver dog først truffet i starten af juni.

»Jeg havde sat mig for, at vi skulle give danskerne et svar på, hvornår de kunne tage mundbindet af. Og det fik jeg. Men det er klart, at vi gerne så, at både kravene om både mundbind og coronapas blev lempet noget hurtigere,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han hæfter sig dog ved en 'meget vigtig sejr' i aftalen. Nemlig at danskerne fremover kan få et gyldigt coronapas to uger efter første stik med en coronavaccine.

Dermed skal man ikke længere vente på at få det andet stik, før man slipper for de mange test.

»Det var enormt vigtigt, fordi de gør livet nemmere for mange. Desuden frigør det noget testkapacitet, så køerne til testcentrene bliver kortere,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Det var ikke kun de borgerlige partier, som kæmpede for en begrænsning af coronapasset. Både Radikale Venstre og Enhedslisten forsøgte også at presse regeringen.

»Hvis smitten fortsætter med at være lav, så skal vi fjerne kravet om coronapas flere steder. Det vil vi holde regeringen op på næste gang, vi mødes,« siger Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen.

Partierne fik dog presset et par andre lempelser igennem. Blandt andet var der kun lagt op til 50 procent fremmøde for studerende på videregående uddannelser fra på fredag.

Her ankommer Enhedslistens Mai Villadsen. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Her ankommer Enhedslistens Mai Villadsen. Folketingets partiledere ankommer til forhandlinger om den næste fase af genåbningen, som begynder 21. maj, i Justitsministeriet i København den 17. maj 2021.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

De får nu lov til at studere med fuldt fremmøde.

På samme måde kan offentligt ansatte, der har arbejdet hjemme i over 14 måneder, møde på arbejdspladsen en dag om ugen fra på fredag.

Cirka en måned senere bliver der åbnet for 50 procent fremmøde, og i august er der fuldt fremmøde i det offentlige.

»600.000 danskere har siddet hjemme i over et år, og de skal nu tilbage og se deres kollegaer igen. Det er vigtigt,« siger Mai Villadsen.