Hun ringede ind for at tale om sin økonomi. Så eksploderede studiet.

For i P1 Debat røg Pelle Dragsted (E) og Ole Birk Olesen (LA) i voldsomt sammenstød, mens seniorpensionisten Charlotte Mouritzen sad fanget midt i det politiske slagsmål.

Seniorpensionisten fortalte, at hendes økonomi er presset, og en fødevarecheck på 2.500 kroner falder på et tørt sted.

Når alle faste udgifter er betalt, har hun ifølge sig selv kun 1.500 kroner om måneden til mad og husholdning.

Ole Birk Olesen lagde ikke fingre imellem:

»Hele den der sang om, at folk lever i pjalteproletariat og næsten ikke har råd til mad, kan jeg ikke få til stemme med, at vi har en seniorpension på 22.000, og Charlotte så siger, hun kun har 1.500 kroner til mad.«

»Så må hun jo bruge sine penge på nogle andre ting,« fortsatte han i P1 Debat, der blev sendt onsdag. 

Charlotte forklarede, at hun pludseligt og uventet er røget ud af arbejdsmarkedet, stadig har udgifter til sit hus fra tiden før sygdom – og at hun er nødt til at have bil, fordi bussen i hendes landsby kun kører to gange om dagen.

'Det er frækt!'
»Charlotte du skal slet ikke forklare dig overfor Ole Birk Olesen. Jeg synes ærlig talt, det er frækt,« vrissede Pelle Dragsted.

»Jeg bryder mig ikke om din tone, Ole. Det her med at lære folk, at de skal flytte fra den landsby, hvor deres familie bor,« forsatte han.

Ole Birk Olesen lod sig ikke mærke og konstaterede, at han heller ikke brød sig om Dragsted tone.

Charlotte satte derefter selv en grænse og påpegede, at hun ikke vil lægge sit budget frem og blive en ny Fattig-Carina-sag.

I 2011 blev kontanthjælpsmodtageren Carina brugt som eksempel på en fattig af daværende SF-politiker, Özlem Cekic, selv om hun havde råd til både cigaretter, fladskærm og hund.

Efter udsendelsen fortsatte slagsmålet på Facebook.

'Forleden oplevede jeg noget, der stadig virkelig gør mig harm. Harm over hvordan nogle politikere tror, de kan opføre sig overfor borgerne,' skriver Pelle Dragsted og beskriver Charlotte med bævende stemme.

Ole Birk Olesen svarede prompte igen:

'Min foragt for Pelle Dragsteds demagogi fik lige et ekstra nøk op.'

'Vi kan ikke hæve ydelserne til samme niveau som løn. [...] Det skal kunne betale sig at arbejde.'

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Først fødevarecheck. Så fødevaremoms. Regeringens fødevareudspil har splittet oppositionen ad – og spørgsmålet er, om ugens udmeldinger kan rykke stemmer, eller om det hele er lidt for tykt. B.T.s politiske eksperter dissekerer ugens største historie og kommer med deres bud på, hvornår Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen