Søren Gade stiller op til Europa-Parlamentet og træder tilbage som Venstres gruppeformand senest i august.

København. Søren Gade træder senest tilbage som Venstres gruppeformand ved partiets sommergruppemøde i august.

Det oplyser han til Ritzau.

Søren Gade stiller op til Europa-Parlamentet, når der er valg i 2019. Det kom frem i begyndelsen af året.

Den tidligere forsvarsminister fortsætter i Folketinget, indtil det kommende folketingsvalg udskrives.

I februar meddelte Søren Gade, at han er klar til at afgive sin post som gruppeformand i forbindelse med en eventuel ministerrokade.

Flere gange er netop Søren Gade blevet nævnt som en mulig afløser, når statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke længere er Venstres formand.

- Det er klart, at når jeg ikke stiller op til næste folketingsvalg, så er det vigtigt, at gruppeformandsposten er besat af en, som er fuldt engageret frem mod valget, og som også selv har sit mandat på spil, siger Søren Gade.

Hvem der skal være ny gruppeformand - ministerrokade eller ej - blander han sig ikke i.

- Nu er det gruppen, der vælger gruppeformanden, så det vil gruppen tage stilling til, når vi holder vores sommergruppemøde, siger Søren Gade.

Spørgsmål: Er der oplagte kandidater?

- Det skal du spørge gruppen om. Det er ikke noget den nuværende gruppeformand skal eller vil blande sig i, siger Søren Gade.

22. marts bekræftede Venstre i Nordjylland, at Søren Gade er valgt som kandidat. Han bliver ikke partiets nationale spidskandidat i forbindelse med Europa-Parlamentet.

Valget til Europa-Parlamentet holdes i juni 2019. Det næste folketingsvalg skal holdes senest 17. juni 2019.

Søren Gade var forsvarsminister fra 2004 til 2010. Siden folketingsvalget i 2015 har han været gruppeformand for Venstre på Christiansborg.

I forbindelse med folketingsvalget i 2015 fik han 28.916 personlige stemmer.

På landsplan var han dermed kun overgået af Kristian Thulesen Dahl (DF), Helle Thorning-Schmidt (S), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og partifællen Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/