Folketingets partier har fredag aften indgået en aftale om genåbningens fase 4, som gælder til og med 31. oktober.

Partiernes ordførere er trådt ud af forhandlingslokalet cirka klokken 22.00, hvor aftalen præsenteres.

Forsamlingsforbuddet på 100 personer opretholdes. Og det vil fortsat være på 500 i særlige tilfælde.

Seksdagesreglen for turister bortfalder. Det betyder, at udenlandske turister ikke længere behøver at booke seks overnatninger.

Forsamlingsforbuddet skal diskuteres igen ved udgangen af september, fremgår det af aftalepapiret.

Restauranter og barer, herunder værtshuse, må nu holde åbent til 02.00. Tidligere skulle de lukke ved midnat.

Natklubberne får desuden en mindre håndsrækning, fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Vi vil give mulighed for, at natteliv vil omdannes til barer inden for sundhedsfaglige retningslinjer, så der kan være aktivitet der, siger Nick Hækkerup.

Natklubber, der ikke kan omdannes efter retningslinjerne, får således ikke lov at åbne.

Udendørs begravelser og bisættelser omfattes nu af et forsamlingsforbud på 200 personer.

Spillestederne over hele landet havde håbet, at de igen kunne åbne dørene, men sådan bliver det ikke.

Der står dog i aftalepapiret, at erhvervsministeren og kulturministeren sammen med andre relevante parter vil undersøge, om der kan ske yderligere genåbning af blandt andet spillesteder, professionel idræt og biografforestillinger.

Uden for forhandlingslokalet fremhæver Venstres næstformand, Inger Støjberg, at der nu kommer stikprøvekontroller for at sikre, at folk overholder en eventuel karantæne.

- Hvis ikke det havde været for et fælles borgerligt pres, så havde det ikke været stikprøver og den del, der var kommet til at fylde så meget i aftalen.

Hun understreger, at stikprøverne gælder alle grupper - også "fiskere i Thyborøn".

Aftalen om fase 4 kommer, efter at partierne onsdag forhandlede i ti timer uden at komme frem til en aftale. Torsdag tog de en pause, og fredag genoptog partierne så forhandlingerne klokken 16.00, hvorpå de forhandlede til omkring klokken 22.00.

/ritzau/