Nu kan du sende dit kryds med posten.
Lige nu er der nemlig seks uger til, at man skal til stemmeurnerne i forbindelse med det kommende kommunal- og regionalvalg. Det betyder, at det allerede nu er muligt at brevstemme.
Rundt omkring i verden har man på grund af corona set en stigning i brugen af brevstemmer. Men det skal man næppe forvente herhjemme.
Det mener kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ifølge ham vil vi ikke se en stor stigning i antallet af brevstemmer ved kommunal- og regionalvalget.
Danskerne har nemlig benyttet sig mere og mere af brevstemmer ved de seneste valg. Og ved kommunalvalget i 2017 var 5,7 procent af de gyldige stemmer brevstemmer. Otte år før var det 3,4 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Derfor mener Roger Buch, at den store stigning allerede er sket. Ifølge ham skyldes stigningen, at flere og flere valgsteder bliver nedlagt.
– Det skyldes uden tvivl, at det er blevet sværere at stemme på selve valgdagen, forklarer han.
Hvis du skal sende en brevstemme i Aarhus Kommune, skal du møde op på Borgerservice Dokk1 indenfor den normale åbningstid.
Derudover kan du også brevstemme på udvalgte lokale biblioteker, oplyser Aarhus Kommune.
Det er muligt at brevstemme helt indtil fredag den 12. november.
Når du skal stemme, skal du have dit personlige ID medbragt. På stedet vil der være en stemmemodtager til at vejlede dig.
I Aarhus Kommune er der i alt 200 kandidater og 19 partier at stemme på. Det er to flere partier end ved sidste valg.


