Foreløbig er der tilsyneladende ikke opbakning til boligministers forslag, der skal dæmme op for bolighajer.

Det kan tyde på, at boligminister Kaare Dybvad (S) skal igennem et langt, sejt træk for at finde et flertal for et indgreb mod bolighajer, efter at han fremlagde sine forslag onsdag før et møde blandt partierne.

Endnu er der ingen boligordførere, der vil sige, om de støtter de forslag, som ministeren er kommet med i et forsøg på at dæmme op for udenlandske kapitalfonde som Blackstone, der renoverer lejligheder og skruer prisen markant i vejret.

De Radikale vil først have svar på en række spørgsmål, fordi ethvert tiltag kan få en effekt på markedet, hvor frygten er, at prisen på andelsboliger indirekte kan blive ramt.

- Han kan ikke være sikker på sit flertal endnu. Det skal ikke gå ud over andelsbolighaverne, så jeg vil gerne være med til et kirurgisk indgreb overfor de brodne kar, siger boligordfører Jens Rohde (R).

Heller ikke Venstre, Dansk Folkeparti er foreløbigt tilhænger af ministerens forslag. Enhedslisten og SF ønsker helt at afskaffe paragraf 5 stk. 2 i boligreguleringsloven, som hele sagen har sit udgangspunkt i.

Det er den, der lader investorer opkøbe ejendomme, renovere dem og sætte prisen markant i vejret. Den blev indført i 1996 for blandt andet at gøre noget ved de store byers aldrende boliger.

I København var der for eksempel ikke bad og toilet i mange lejligheder, men det har paragraffen været med til at sikre.

Ministeren foreslår en række ting.

At der skal gå ti år fra køb af ejendom til udlejer kan hæve huslejen efter paragraffen, at der er krav om minimum energimærke C mod D i dag, at fastfryse valuarvurderinger og at fjerne ordet "væsentlig" fra paragraffen, hvor det fremgår, at huslejen ikke væsentligt må overstige det lejedes værdi.

De Radikale har en række anker i forhold til de forslag.

- Det er vigtigt at være fleksibel i energiklassificering, så man går trinvist op i stedet for at tage et stort hop. For det andet tvivler jeg på, at det er lovligt i henhold til europæisk lov og Finanstilsynet, når man fastfryser valuarvurderingerne.

- For det tredje er det et spørgsmål, om den ti års karensperiode er for voldsom, i forhold til det værditab der vil være for leje og andelsboliger, siger Jens Rohde.

/ritzau/