Torsdag mødtes ansatte såvel som politikere på tværs af forskellige overbevisninger for at deltage i den såkaldte ’Alsang’.
Finanslovsforhandlinger, skattereformer og udlændingepolitik kører på sit højeste på Christiansborg, men alligevel blev der tid til tre julesange under Alsang, der traditionen tro blev afholdt den første torsdag i måneden.
Selvom sangene var korte – en enkelt sang var på blot to vers - og Jakob Elleman-Jensen blev en enkelt gang fanget i at kigge på sit ur, var der alligevel mødt knap halvtreds op.
Så hvad er det, der får travle medarbejdere og politikere på Borgen til at lægge stridsøkserne i graven for en stund og synge – nogenlunde rent - med på ’Vær velkommen, Herrens år?’
Hvis man spørger Bertel Haarder, så er svaret en stående kliché af ånderum og fællesskab.
»Det er at synge, det er noget med at være fælles og have en vis åndelighed, der går ud over det, vi går og tænker på til daglig. Og så er det er dybt demokratisk, og alle kan være med,« siger den tidligere formand for Folketinget, Bertel Haarder.
Det var Bertel Haarder, der sang for i trubaduren, og man kunne fristes til at savne lidt klaverspil eller bjældeklang undervejs. Samtidig er samtaleværelset på Folketingets første sal, som er stedet morgensangen finder sted, heller ikke ligefrem venlig med akustikken.
Alligevel har traditionen kørt i snart et år. Bertel Haarder er en af initiativtagerne, og Jan E. Jørgensen er sædvanligvis tovholder for projektet.
Idéen begyndte, da de gerne ville bringe mere sang ind på borgen og samle politikerne på tværs af partierne.
Morgensang på Borgen og Bornholm
Traditionen rækker ikke kun til Christiansborgs rammer. Også på Folkemødet på Bornholm har Bertel Haarder indført en sangtradition med Søren Pind.
»Det mest besøgte arrangement på Folkemødet er, når Søren Pind og jeg stiller op og synger. Det nærmer sig jo tusind deltagere. Det viser jo bare, hvor glade danskerne er for at synge,« siger Bertel Haarder.
Selvom det ikke er den brede politiske vifte, der er mødt op til denne omgang ’Alsang’, så er alle ifølge Bertel Haarder velkomne på tværs af politiske og religiøse overbevisning.
»Man behøver jo ikke have nogen enhedskultur for at synge de samme sange. Det kan da godt være, at der er nogen her, der ikke er medlem af Folkekirken, men jeg er sikker på, at de var glade for at synge en salme,« slutter Bertel Haarder.
